Hun undslap flere selvmordsbomber. Nu hjælper hendes app afghanere med at navigere sikkert i Kabul efter Talebans magtovertagelse

I 2018 kunne afghanske Sara Wahedi være blevet offer for selvmordsbomber i Kabul. I det efterfølgende kaos var det svært at finde pålidelige oplysninger, og det gav hende ideen til app'en Ehtesab, som nu vokser i styrke efter Talebans magtovertagelse.

Taleban-soldater på gaden i Afghanistans hovedstad, Kabul, torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wana News Agency
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sara Wahedi var bare seks år gammel, da hendes familie flygtede fra Afghanistan til Europa og derfra videre til Canada. Hun er nu 26 år og studerer i øjeblikket i USA.

Men i 2016 tog hun en pause fra studierne og rejste til Afghanistan, hvor hun blandt andet arbejdede med social udviklingspolitik for den tidligere afghanske præsident Ashraf Ghani.

En dag i maj 2018, da hun på vej hjem fra arbejde i Kabul, blev hun fanget mellem flere eksplosioner udløst af selvmordsbomber. Hun nåede hjem i sikkerhed, men i dagene efter var byen stadig præget af det kaos, som bomberne havde udløst.

Der var elektricitetsafbrydelser og afspærrede gader, men Sara Wahedi kunne ikke finde pålidelig information om situationen i byen, fortæller hun til CNN Business.

Hun manglede en app, der gav det nødvendige overblik i den slags situationer i en by, som i forvejen var præget af ustabilitet. Det blev begyndelsen på udviklingen af app'en Ethesab, som hun og tre venner kastede sig ud i.

Her tre år senere har Ethesab omkring 20 ansatte, og med Talebans magtovertagelse i Afghanistan har app'en fået endnu større betydning.

Selvmordsbomber ved lufthavnen

Med Talebans entré i Kabul måtte holdet bag nyhedsalarm-app'en imidlertid forlade deres kontorer i byen, men de blev ved med at opdatere afghanerne med vigtig informationer om, hvilke veje der var ufremkommelige, eller hvor der var voldelige episoder.

Da to selvmordsbomber i august dræbte flere end 70 mennesker nær Kabuls Hamid Karzai-lufthavn i de kaotiske dage, hvor tusindvis af mennesker forsøgte at flygte ud af landet, kunne Ehtesab således ved hjælp af sine kontakter i byen i løbet af få minutter bekræfte og informere om hændelsen.

App'en er dog foreløbig kun downloadet 5.000 gange i millionbyen Kabul, men ifølge Ethesab er brugen af app'en steget i de seneste uger.

»Her har hovedfokus været at rapportere om, hvad der påvirker afghanernes andgang til mad, banker og transport,« fortæller Sara Wahedi.

Leder teamet fra New York

Ehtesabs rapporter kommer fra indbyggerne i Kabul, som rapporterer om alvorlige eller større hændelser i byen, planlagte demonstrationer eller problemer med telekommunikation. Indrapporteringerne efterprøves af Ethesabs sikkerhedseksperter, inden de offentliggøres.

Brugerne indrapporterer deres observationer i app'en i en af de fem kategorier – sikkerhed, trafik, elektricitet, korruption, andet – i kombination med oplysninger om lokation, en beskrivelse, foto eller video.

Når oplysningen er bekræftet af Ethesab, bliver hændelsen vist inde i app'en på et kort over Kabul, som løbende opdateres med flere oplysninger om hændelsen.

Sara Wahedi leder teamet i Kabul fra New York, hvor hun er ved at afslutte sine studier i menneskerettigheder og datavidenskab på Columbia University.