Hovedstadsborgmestre: Boligomkostninger bør inddrages i den kommunale udligning

Du skal lægge flere tusinde kroner ekstra om måneden i ejendomsskatter og renteudgifter, hvis du bor i Gentofte Kommune, end hvis du bor i et tilsvarende hus på Langeland. Det bør den kommunale udligning tage højde for, mener flere hovedstadsborgmestre.

I alt vil regeringens udligningsreform flytte 1,4 mia. kroner fra kommunerne i hovedstadsområdet til landets øvrige kommuner. Borgmestrene nord for København mener, at deres borgere bliver endnu hårdere ramt, fordi de i forvejen har højere boligudgifter. Nikolai Linares

Danmark er et lille land. Alligevel er der stor forskel på boligomkostningerne på tværs af landets 98 kommuner.

Mens en husejer i Gentofte Kommune i gennemsnit bruger 11.412 kroner om måneden på ejendomsværdiskat, grundskyld og renter, slipper en husejer på Lolland med en regning på 1.209 kroner. Det viser en opgørelse, som Danske Bank har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.