Hotelkongen

Uden en uddannelse har han arbejdet sig op igennem hotelverdenens hierarki og høflighed. Mød danske Frank Fiskers, der som 15-årig startede med at gøre værelser rent på Hotel Scandinavia i København og i dag er endt som koncernchef for den nordiske Scandic hotelkæde med en kapitalfond som ejer.

»Jeg har en evne til at være orkesterleder og til at skabe dynamik og energi. Jeg er jo ikke verdens smarteste og heller ikke verdens mest intelligente. Så jeg må have folk, der kan bakke mig op på de ting, som jeg ikke selv kan,« siger Frank Fiskers, direktør for Scandic Hotels. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sigrid Nygaard
Det var da han satte sig i en kontorstol, at han fandt meningen med tilværelsen. Han var kun femten år gammel, da det skete. Og han havde slet ikke set det komme. Men den var god nok. Han arbejdede som rengøringsmedarbejder på Hotel Scandinavia inde i København, hvor han måbende så hoteldirektøren promenere stolt med lommetørklæde i jakkelommen og en hale af afdelingschefer trippende efter sig.

Normalt gjorde han værelserne rene, men denne aften fik Frank Fiskers helt ekstraordinært ordre af oldfruen til at gøre rent i det hellige land kaldet direktionen. Da han kom ind på hotel­direktørens kontor, stillede han sin kost og spand, kiggede diskret ud i forkontoret og satte sig iført rengøringstøj bævende ned i direktørens kontorstol og følte prøvende på læderet. Der kom tanken til ham. At en dag skulle den stol blive hans.

Lige siden har Frank Fiskers stædigt arbejdet sig op på den gode, gammeldags måde i hotelverdenens strenge hierarki og har efter flere direktørposter hos både Hilton og Radisson SAS fået titlen som koncernchef for den nordiske Scandic hotelkæde. Uden andet end en realeksamen i bagagen. Det kunne snildt lyde som oplægget til en letbenet Hollywood-produktion, men 46-årige Frank Fiskers er en usædvanlig historie blandt de andre MBA-belæssede topchefer.

Han tør godt sige om sig selv, at han ikke er verdens smarteste. Han har skiftet direktør-jeepen ud med en økologisk Saab-model. Og så var han en udskældt rod i folkeskolen.

Det hele startede i Greve, som dengang var en idyllisk landsby med enge og marker uden en snert af Johnny Hansens nationalsocialister eller hårdkogte indvandrerdrenge. Moderen var frisør, og faderen byggede tandlægeklinikker landet over. De var en af de slags familier, som alle mennesker i byen kender. Og Frank Fiskers havde altid pænt hår og pæne tænder. Derhjemme lærte han om flid og om at opføre sig pænt. Men når han mødtes sammen med sine to kammerater, sagde han også goddag til den anden side af hans personlighed.

»Jeg var blandt klassens uromagere, og jeg var en af lederne i klassen. Jeg kunne egentlig godt lide at gå i skole og lære, men på samme tid mobbede vi også andre. Når jeg ser tilbage på det i dag, så var det forfærdeligt. Vi havde en musiklærer, som vi drev til vanvid. Hun var ikke særlig stærk over for os, og hun var et let offer. Så vi blev ved. Vi puttede små skiver gulerødder ind under klavertangenterne, så hun ikke kunne spille på klaveret. Vi har fået hende til at græde en hel del gange. Det var jo ikke særlig heldigt, men dengang var det bare sjovt,« siger han.

Uromageren og den pæne dreng gemmer sig i dag begge derinde bag den pæne jakke, og selv i hans fysik kommer den sammensatte personlighed til udtryk. På hovedet sidder et par kække, strittende ører som en reminiscens fra skoledrengen og i ryggen sidder en voksen, rank militærholdning.

En helt anden verden
Fremtidsdrømme havde den tvedelte dreng ikke så mange af, for farmand havde allerede bestemt, at han skulle være tandlæge. Men så begyndte han at gøre rent efter skoletid inde på Hotel Scandinavia i 1978, hvor en helt ny velpudset og velorganiseret verden åbnede sig for ham.

»Det var et radikal skift at se det her store internationale hotel, som var en helt anden verden end det, jeg kom fra. Alle gæsterne var fine, og der var en flot lobby med blomster. Mine forældre kendte intet til luksushotellerne. De syntes, at det havde med natklubber og lyssky mennesker at gøre. Men jeg var bare fast besluttet på at gøre det her. Dengang var der en helt anden afstand fra gulvet til chefen. Det var meget hierarkisk, og man talte aldrig med den øverste chef. Det var et fantastisk skuespil, som jeg var meget fascineret af. Der var åbent hele tiden, og folk arbejdede konstant sammen. At få lov til at prøve at få sådan et maskineri til at hænge sammen måtte simpelthen være lykken,« siger han.

Mor og far accepterede sønnens karrierevalg, og derefter gik det i rask galop i karriereridtet. Frank Fiskers startede i receptionen og avancerede til reception, salg, mødevirksomhed og marketing. Ti år efter blev han vicedirektør på SAS-hotellet i Malmø.

En international karriere
Derfra tegner der sig et billede af en international karriere, der byder på ikke mindre end 11 flytninger på 20 år. Bare lige et kort blandet udpluk fra CVet: Direktør på SAS-hotellerne i Arlanda-lufthavnen i Stockholm, direktør for SAS-hotellerne i Danmark, Norden-chef for SAS-hotellerne, chef for Hiltons hotelvirksomhed i Tyskland og senere chef for Hilton-hotellerne i London.

De mange spring sporer man hurtigt i hans udtale af det danske sprog. I stedet for erhvervsliv siger han »næringsliv«, hurtigt bliver til »snabbt«, Scandic skal være et »good company« og entusiasme bliver bøjet til entusiasmera.

I januar flyttede Frank Fiskers til Johannesburg som chef for Hiltons division i Afrika, og han nåede kun lige at få et glimt af de vilde dyr i naturparkerne, inden han blev headhuntet tilbage til Stockholm som koncernchef for Scandic hotelkæden.

Hjemme hos hotelkongen er der ikke foldede, hvide håndklæder ude på badeværelset og små chokolader på sengen. Men han prøver at købe så mange økologiske varer som muligt, og har skiftet sin bil ud som et led i en mere miljøvenlig strategi for både ham selv og Scandic hotellerne. Visionen er at gøre hotelkæden kendt for sit CSR-arbejde, hvilket involverer blandt andet økologisk mad på restauranterne, lokalt kildevand og bæredygtig kaffe i kanderne.

Et etisk kompas
»Vi prøver igennem eksempelvis rekrutteringen at nærme os de grupper i samfundet, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi har indvandrere ansat og giver dem sprogundervisning.

Hovedtanken er, at vi skal være en ansvarlig og ordentlig virksomhed. For femten år siden talte man ikke om global opvarmning eller integration. I dag arbejder vi med et etisk kompas, som definerer vores retning. Vi vil servere dansk vand i Danmark og norsk vand i Norge, for vi kan godt spare forureningen fra alle lastbilerne fra Frankrig.

I dag som virksomhed er det svært at bullshitte sig gennem CSR, fordi der er så stor opmærksomhed omkring det. Journalister og interesseorganisationer kræver en transparens, som gør det svært at snyde. Der er virksomheder, som ikke er særlig langt fremme. Men hellere det end ingenting. Og jeg har også selv et privat ansvar,« siger Frank Fiskers.

Da han trådte ind i virksomheden som øverste chef, havde kapitalfonden EQT kort tid inden overtaget ejerskabet i hotelkæden efter Hilton. Imens diskussionen om de allestedsnærværende fonde har raset i Danmark, har Frank Fiskers et langt mere roligt syn på sine nye ejere.

»Jeg er hoteleksperten over for pengemændene. Hvis man kan bygge en fortrolighed op hos dem, så kan det blive vældig interessant. Jeg havde mine forestillinger om, at det var nogen, som bare kom ind efter de hurtige penge, så blodet flød i gaderne. Men sådan er det jo ikke. Folk siger, at kapitalfondene ikke er langsigtede. Men mine ejere har bedt mig lave en femårs business­plan. Hvor mange børsnoterede virksomheder kan det i dag, hvor man kører meget på kvartals­kapitalismen?,« spørger han.

Under Hiltons ejerskab har Scandic-kæden nærmest ikke rokket sig ud af stedet på hverken omsætning eller vækst. Før­ste­prioriteten hos hotelkongen er derfor at øge antallet af hoteller fra 130 til 200 inden år 2010.

Hilton trådte vande
»Jeg tror, at Hilton bremsede kæden som ejere. De fandt hurtigt ud af, at det her ikke passede ind i Hiltons strategi, og det kan man også se på væksten. Hilton solgte i princippet, hvad de købte. Man har trådt vande i en verden, som har flyttet sig fremad. Vi var nummer ét i Skandinavien, da vi blev købt af Hilton, men siden da er der kommet mange konkurrenter til. Der var ingen nummer to og tre, men det er der i dag. Så nu må vi tage markedspositionen tilbage fra de andre store hotelkæder,« siger Frank Fiskers. Han har for nylig ansat sidste medlem i koncernledelsen, og kan derfor ikke sige noget om de økonomiske mål for virksomheden, da de stadig ligger på tegnebordet. Men væksten skal opnås gennem nye opkøb af hoteller og udvidelse af porteføljen i blandt andet i København, Stockholm og Oslo.

»Vi tænker også på at eksportere Scandic mere ud af Norden. Rusland og Østeuropa har en stor interesse i at få en nordisk hotelkæde ind på markedet. Jeg har et par folk i Moskva, som er ude at tale med potentielle partnere for at se, om vi kan lave noget nyt. I den del af verden er vi et anderledes indslag på grund af netop vores holdning til miljøet. Jeg drømmer om, at vi skaber et firma, som folk har lyst til at handle med på baggrund af vores værdier. Vi har selvfølgelig også benhårde økonomiske mål, men eksempelvis at spare på energien giver jo god mening,« siger han.

Imens de luksuriøse design­hoteller langsomt skyder op i landet med indlagte spabade og kurophold, har Frank Fiskers ingen planer om at operere andre steder end i midten af markedet.

»Dem, som søger rigtig luksus og de billige senge er ikke vores målgruppe – dem prøver vi heller ikke at nå. Både hos os og andre bliver det visuelle udtryk meget vigtigt. Design er virkelig blevet et parameter i dag. Det er slut med kedelige hoteller. Hvis alle synes om det, så har du lavet noget så mainstream, at det er kedeligt. Men det er svært at lave en revolution, for vi er en meget tradi­tionel branche, som ikke har ændret sig meget igennem årene,« siger han.

En god orkesterleder
I en verden hvor hotelgæsterne stadigvæk skal mødes med et høfligt smil fra personalet, ser Frank Fiskers det som sin bedste egenskab at kunne smitte folk med entusiasme.

»Jeg har en evne til at være orkesterleder og til at skabe dynamik og energi. Jeg er jo ikke verdens smarteste og heller ikke verdens mest intelligente. Så jeg må have folk, der kan bakke mig op på de ting, som jeg ikke selv kan. Men jeg har også en indbygget rastløshed i mig. Hvis medarbejderne siger, at det bliver færdigt på torsdag, så spørger jeg om, hvorfor det ikke bliver på onsdag. Jeg er den irriterende, der sætter kadencen,« siger han.

Inden Frank Fiskers rejser sig fra frokostbordet på Scandic Hotel i det indre København, tager sin sorte rygsæk i hånden og tager flyet hjem til Stockholm, er der én ting, han skal fortælle, så de sidste linjer i det letbenede Hollywood-manuskript kan blive udfyldt.

Om dengang han i 1996 kom tilbage til Danmark som hoteldirektør for det samme Hotel Scandinavia, hvor han som teenager havde svinget kosten og havde lært meningen med tilværelsen at kende.

»Det var en helt fantastisk oplevelse. Jeg kom ind på det gamle direktørkontor, og så stod den selv samme læderstol der stadigvæk. Det var helt vildt. Det var ret emotionelt at komme tilbage til den stol, hvor det hele startede. Femten år før havde jeg stået der iført rengøringstøj. Der fandt jeg ud af, at drømmen var fuldbyrdet. Jeg fik renoveret kontoret – men beholdt stolen.«