Hotelgæster flygter fra Danmark

Antallet af udenlandske turister, der overnatter på danske hoteller er faldet stødt siden år 2000. Den svenske regering arbejder netop nu på at halvere den blågule moms for hoteller fra 12 til seks procent, og herhjemme frygter branchen, det vil føre til at endnu færre udlændinge tjekker ind på de danske hoteller.

Stadigt flere gæster tjekker ind på de danske hoteller. Alene siden 2000 er antallet af overnatninger steget med 6,4 procent.

Men det er udelukkende danskere, der vælger at bo på de hjemlige hoteller, mens antallet af udenlandske turister på hotellerne er faldet med syv procent i samme periode. Det fremgår af tal fra VisitDenmark.

Nu varsler den svenske regering en kraftig nedsættelse af momsen for hoteller fra 12 til seks procent, hvilket skaber bekymring herhjemme.

Målet bag den svenske nedsættelse er nemlig at gøre landets hoteller mere konkurrencedygtige, og Horesta frygter, at det i fremtiden vil betyde, at endnu flere udlændinge fravælger de danske hoteller.

- Den svenske momsnedsættelse vil skade os yderligere i konkurrencen. Det er der ingen tvivl om. Ikke kun i hovedstadsområdet men i hele landet. Når turister eller forretningsrejsende skal vælge mellem Sverige og Danmark spiller prisniveauet selvfølgelig en rolle, uanset hvor i landet man vælger at booke et værelse, siger Jan Laursen og peger på, at den danske regering burde følge trit med de svenske kolleger og sænke momsen på hotelområdet.

Ifølge ham vil en lavere hotelmoms nemlig på sigt give statskassen flere indtægter, da det vil trække flere turister til landet og dermed øge de offentlige indtægter.