Hotelfamilier i medvind og kvindelige iværksættere i modvind

Foto: Thomas Lekfeldt. Søren Brøchner fra Brøchner Hotels.
Læs mere
Fold sammen

God søndag morgen og velkommen til et overblik over den forgangne uges business-historier, som blandt andet omfatter tre temaer.

Brøchner, Weinert, Milling, Arp- Hansen, Haaber og Fennet. En lille entreprenant gruppe af danske hotelfamilier sætter i disse år et solidt aftryk på det danske hotelmarked med høj vækst, skarpe koncepter og nye unikke hoteller. Berlingske Business går i en artikelserie tæt på de familieejede danske hotelkæder. For eksempel er Søren Brøchner manden bag Brøchner Hotels. Han og hustruen har skabt deres helt eget med skarpt fokus på design og en brændende passion for usædvanlige og historiske bygninger.

Færre end hver tredje danske virksomhed er etableret af en kvinde, og tallet er faldende. Sådan har det været i næsten 20 år uden mærkbar politisk indgriben. Systemet har spillet fallit, og man bør fikse det, siger en ekspert til Berlingske Business. I en anden artikelserie har vi gennem en række interviews undersøgt, hvilke udfordringer især kvinder støder på, når de vil etablere sig som selvstændige. Læs for eksempel om hvordan reglerne for barselsdagpenge tvinger mange kvindelige iværksættere til at vælge mellem deres virksomhed og det barn, de venter sig.

Læs også interviewet med Københavns tidligere børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, som nu træder ind i det lille kommunikationsbureau Sincera som partner. Det er et karriereskridt hun ikke selv havde forudset, da hun i slutningen af 2016 fandt ud af, at den politiske karriere var slut, fordi hun blev væltet som spidskandidat til kommunalvalget af sine partifæller.

»Jeg tror, jeg har haft det ligesom rigtig mange af mine kolleger, når de stopper i politik. Man spørger sig selv, om der overhovedet er nogen, der kan bruge én,« siger hun i et interview med Berlingske.

I en tredje serie artikler har Berlingske Business set nærmere på kryptovalutaernes udvikling, fremtid og indflydelse. Det begyndte som et bankoprør og kriminelles betalingsmiddel. Så blev bitcoin en kurskomet, inden den faldt fra skyerne. Fortællingen om den digitale valuta er en historie om håb og tab - og om et potentiale for centralbankerne. I serien har vi blandt andre talt med Michael Grønager, som ved så meget om digital valuta, at FBI bruger ham som ekspert. Han har et beroligende budskab om kryptovaluta til skeptikerne: »Det her er ikke farligt. Det bliver brugt til skøre ting, men det er ikke et problem, for vi har styr på det«.

Følg med i vores sommerserier og læs eller genlæs nogle af ugens øvrige business-historier.