Højkonjunkturen kan hæmme iværksætteriet

Normalt er antagelsen, at gode konjunkturer stimulerer lysten til at starte selv. Men det er ikke altid tilfældet.

Danmark er inde i en periode med en højkonjunktur af næsten historiske dimensioner. "Fede tider" plejer at give traditionelle lønmodtagere mod på at starte op for dem selv, fordi der er en generel optimisme i samfundet - og dermed har folk med en iværksætter i maven også en tro på, at de kan skabe en virksomhed, hvor der er en stærk økonomi til at løfte deres projekt i gang.

Men professor Torben Bager, der er direktør for iværksætterakademiet Idea, siger, at højkonjunkturerne faktisk også godt kan hæmme iværksætter-aktiviteten i et land.

"Noget af den optimisme afspejler sig også i, at der er kamp om de unge kandidater. Virksomhederne rykker jo ud på universiteterne for at sikre sig de bedste kandidater. Der er så mange gode jobmuligheder, som der aldrig har været før, specielt for de veluddannede, så i dag skal der noget ekstraordinært til før en studerende vælger at starte selv," siger Torben Bager.

"Så højkonjunkturen giver noget godt - men det kan også svække interessen for at gå iværksætter-vejen frem for at fortsætte i det gode job, som blinker foran en," siger han.

"Man kan også tage eksemplet med ingeniøren, der bliver fyret i en virksomhed. Så har vedkommende måske en friværdi og starter op for sig selv. I dag er der færre af denne form for skift i livssituationen, der ofte animerer folk til at starte for sig selv. Så den såkaldte tvungne iværksætter-trang kommer ikke så stærkt frem i disse år," siger Torben Bager.

Han siger, at det ikke nødvendigvis betyder, at der så vil være et boom i antallet af opstarter når konjunkturerne vender.

"Nej, for så er der pludselig heller ikke så mange, der tør," siger Torben Bager.