Højeste inflation siden 1951 – nu kommer en gigantisk energipakke

Der er ingen tegn på en vending i den høje inflation i euroområdet, og samtidig peger stemningsbarometre i stigende grad på stormende kuling. Hos Den Europæiske Centralbank i Frankfurt bliver dilemmaet stadig større i tilrettelæggelsen af rentepolitikken. Men konklusionen er alligevel klar.

Hoppet i tysk inflation og den svage euro øger presset på Den Europæiske Centralbank under ledelse af Christine Lagarde for at levere et stort rentehop i oktober. Arkivfoto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var ventet, at inflationen i Tyskland ville stige i september. Sommerens mulighed for at køre med offentlig transport i en måned for ni euro udløb i august. Den midlertidige nedsættelse af benzinafgiften udløb.

Men alligevel leverede tysk økonomi igen et inflationschok. Priserne steg næsten to procent på en måned og præcis ti procent det seneste år. Det var langt mere, end analytikerne havde forventet.

Man skal helt tilbage til årene efter Anden Verdenskrig for at finde tilsvarende prisstigninger. I Tyskland er inflation en del af det nationale traume, efter at hyperinflationen i 1920erne udraderede de fleste formuer.

Den tyske regering har torsdag præsenteret en pakke for at dæmpe energipriserne denne vinter, der kan komme til at koste svimlede 200 milliarder euro. Det vil mindske husholdningers og virksomhedernes udgifter, men det er endnu et frontalangreb på de offentlige finanser. I forvejen ligger Tyskland over gennemsnittet i EU, når det gælder inflationshjælpepakker.

Tyskland er en advarsel om, at der både nu og senere er et betydeligt inflationært pres i euroområdet efter et årti med fravær af inflationen. Mindstelønnen bliver i år sat op med 25 procent, hvilket skubber lønningerne i job lige over mindstelønnen med op. Fagforeningerne har fremsat krav om lønstigninger på otte til ti procent. Dermed venter store prisstigninger i den løntunge servicesektor i den kommende tid.

Mere sortsyn i økonomien

Den stædige inflation i hele euroområdet bliver fulgt til dørs af flere signaler om afmatning i den økonomiske aktivitet og en moderat svækkelse af arbejdsmarkedet forude. Den store månedlige stemningsundersøgelse fra EU-Kommissionen (ESI) viste et yderligere fald i optimismen i euroområdet, der nu er nede på niveauet fra eurokrisen i 2012 og 2013, men trods alt markant højere end under finanskrisen og nedlukningen i foråret 2020.

Alle dele af økonomien oplevede en forværring af sindsstemningen, og blandt de større lande var faldet mest markant i Tyskland, hvor både husholdninger og erhvervsliv i disse måneder rammes fra alle sider. Forværringen herhjemme i september er af samme kaliber som i Tyskland, og sortsynet i husholdninger og virksomheder er større end i noget andet EU-land.

Modstandskraften ser bedre ud i Frankrig, Spanien og selv Italien. I Italien spiller store midler fra EUs genopretningsfond en vigtig rolle i de økonomiske udsigter, og den italienske byggesektor er da også et af de få lyspunkter i ellers ret mørke penselstrøg. Her udgør den politiske situation en særskilt risiko.

Presset vokser på ECB

De seneste ugers udvikling indeholder alle elementerne i en gyserfilm for Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt, hvor alt peger i den forkerte retning.

Den hastige svækkelse af euroen betyder, at der venter meget mere importeret inflation forude. Det vil især ramme varepriserne, men derigennem også flyde videre til servicesektoren. Det vil nok yderligere forskubbe privatforbruget væk fra varekøb og hen til tjenester.

De mange gigantiske hjælpepakker mod inflation vil godt nok afbøde de værste økonomiske konsekvenser af inflationen, og diverse prisloft på energi vil holde priserne kunstigt nede. Men bevarelsen af købekraft vil samtidig forlænge perioden med forhøjet inflation og dermed kræve en større rentereaktion.

Udsigten til kraftige lønstigninger i en række lande vil presse lønvæksten op og igen forlænge perioden med inflation ved en forøget købekraft. Forbrugernes forventninger til inflationen over de kommende 12 måneder steg igen i september, og det samme gjorde virksomhedernes forventninger om at hæve priserne.

Valget i Italien har skabt fornyet usikkerhed, selvom den kommende premierminister, Giorgia Meloni, har lovet at føre en ansvarlig økonomisk politik. De tiårige statsrenter har kurs mod fem procent og dermed et niveau, der sidst blev set under eurokrisen, og før den daværende ECB-chef og senere italienske premierminister Mario Draghi tog hårdt fat for at redde euroen.

I takt med at ECB sætter renterne op, vil også de korte italienske renter øges, og med en gæld på 2.768 milliarder euro eller knap 21.000 milliarder kroner betyder enhver decimal i højere renter store stigninger i de samlede renteudgifter. ECB vil blive lykkelig, hvis Meloni følger op med en hurtig annoncering af en tillidsvækkende finansminister, der vil øge troværdigheden om de italienske løfter og reducere Italiens landepræmie.

Det britiske morads, der alene er udløst af en uansvarlig finanspolitik, burde være et vink med en vognstang til Rom om, hvad der kan vente forude.

ECBs dilemma er, at hurtige og konsekvente renteforhøjelser er den bedste måde at sikre lavere renter længere ude på rentekurven, altså med mellem ti og 30 års løbetid.

Dels fordi det styrker troværdigheden i inflationsbekæmpelsen og inflationspræmien i markedsrenterne, og dels fordi det vil styrke euroen og dermed reducere den importerede inflation. Det kan også ses som et tiltag, der øger risikoen for en recession og dermed en hurtig vending i renten igen. Europæisk økonomi er bare ikke særlig rentefølsom, og højere renter rammer mest gennem en stramning af bankernes kreditpolitik.

De seneste dage har flere udmeldinger fra ECB-medlemmer peget i retning af endnu et stort rentehop i euroområdet. Det mest oplagte er yderligere renteforhøjelser på 0,75 procentpoint i både oktober og december. Det vil i givet fald bringe den toneangivende indlånsrente op til 2,25 procent inden årsskiftet og dermed tæt på rentetoppen. Det betyder også, at der venter mere rentesmerte forude for danske boligejere med flekslån.

Men uden en konsekvent rentepolitik bliver det euroen, der kommer til at betale prisen. Sidst vi har set noget, der ligner den nuværende situation, var i midten af 1980erne. Dengang kostede en dollar over 12 kroner.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør