Højeste inflation i 35 år – priserne i Danmark fortsætter mod himlen

Priserne på varer og tjenester fortsætter opad i et hæsblæsende tempo. Inflationen nåede herhjemme op på 5,4 procent i marts. Det betyder en yderligere udhuling af danskernes købekraft – de har altså færre forbrugsmuligheder for den samme løn. Vi kommer også til at importere højere renter, og der er dermed dømt massiv modvind for husholdningerne. De er dog godt polstrede.

Man kan få øl til tyske priser herhjemme, men store dele af indkøbsvognen er blevet meget dyrere de seneste måneder. Maria Albrechtsen Mortensen

De seneste par uger er skræmmende inflationstal væltet ind fra andre europæiske lande med de spanske prisstigninger på ti procent det seneste år i toppen af listen. Inflationen i hele euroområdet nåede i marts op på hele 7,5 procent.

Sammen med udmeldinger fra danske virksomheder om højere priser på alt fra detailvarer til aviser var der lagt i kakkelovnen til, at danske forbrugerpriser også ville tage et ordentlig hop i marts.