H&M utilfreds trods salg for 200 milliarder svenske kroner

Svenske H&M øgede antallet af butikker solidt sidste år. Omsætning krydsede 200 milliarder svenske kroner.

Foto: PHILIPPE HUGUEN

København. Den svenske tøjgigant H&M øgede omsætningen og antallet af butikker solidt i 2017. Men koncernen er ikke tilfreds. Salget i de fysiske butikker halter.

Det viser selskabets regnskab for sidste år, der netop er offentliggjort.

- Vores udvikling i 2017 var blandet med fremgang på nogle områder, men udfordringer på andre. Vi voksede med tre procent, hvilket var klart under vores forventninger.

- Onlinesalget og vores nyere brands klarede sig godt, men svagheden ligger i vores fysiske butikker, hvor ændringer i kundernes adfærd ændrer sig, skriver administrerende direktør Karl-John Persson i regnskabet.

Trods den blandede udvikling kunne H & M dog notere sig, at salget fraregnet moms krydsede 200 milliarder svenske kroner i 2017 mod 192,3 milliarder svenske kroner året før.

Det skete i takt med, at der kom 388 butikker til, når man trækker lukninger fra åbninger.

/ritzau/

Læs mere