Hjemsendt syndebuk for udbytteskandale tilbage på job i Skat

Jens Sørensen, syndebuk for udbytteskandalen i Skat, er nu tilbage på job i Skat efter et år som hjemsendt. Stadig uklart om kommission skal undersøge skandalen om svindel med 12,3 mia. kr.

Jens Sørensen, der blev sendt hjem i september sidste år på grund af skandalen om svindel med udbytteskat, tiltrådte 1. november en ny stilling i Skat. Fold sammen
Læs mere
Foto: INGEMANN CARSTEN

Efter mere end et år som hjemsendt er forhenværende inddrivelsesdirektør Jens Sørensen nu tilbage i Skat.

Jens Sørensen, der blev sendt hjem i september sidste år på grund af skandalen om svindel med udbytteskat, tiltrådte 1. november en ny stilling i Skat. Dog på et langt lavere niveau end hans tidligere job som medlem af den øverste direktion i Skat.

»Skat kan oplyse, at Jens Sørensen den 1/11 2016 er indtrådt som kontorchef i kontoret »Kompetenceudvikling, kurser og målinger« i HR i Skat. Skat kommenterer ikke personalesager og har derfor ikke yderligere kommentarer,« hedder det i en mail fra Skats presseafdeling til Berlingske.

Det opsigtsvækkende comeback for Jens Sørensen kommer i kølvandet på, at Kammeradvokaten i september slog fast, at der ikke var grundlag for egentlige tjenstlige forhør af Jens Sørensen og tre andre hjemsendte skattechefer.

»Vi har forhandlet en aftale på plads med Skat, som betyder, at Jens Sørensen netop er tiltrådt en stilling som kontorchef for HR i Aalborg. Han er glad og tilfreds med at være tilbage på arbejde i Skat, selvom det er en underordnet stilling. Ønsket om at bidrage til fremtidens Skat vægter højere for ham end at bære nag. Men der er da ingen tvivl om, at det har været et ualmindeligt ubehageligt forløb for Jens Sørensen,« siger Jacob Aaes, advokat for Jens Sørensen.

Skandalen om svindel med udbytteskat er blevet kaldt danmarkshistoriens største tyveri af skattekroner. Skat vurderer, at en gruppe svindlere har haft held med uretmæssigt at trække 12,3 mia. kr. ud af Skat, og det førte til, at Jens Sørensen og tre andre chefer blev sendt hjem i september sidste år.

Men hvem der præcis er ansvarlig for den historiske skandalesag er endnu et åbent spørgsmål. Efter Kammeradvokaten i september afviste, at der var juridisk grundlag for tjenstlige sager mod de hjemsendte chefer stod det klart, at ansvaret ikke alene kunne placeres hos de fire. Ved samme lejlighed indkaldte Karsten Lauritzen (V) Folketingets partier for at drøfte mulighederne for en grundigere undersøgelse af sagen i form af enten en advokatundersøgelse eller en mere omfattende egentlig undersøgelseskommission.

To måneder senere er der endnu intet sket.

»Vi undrer os over, at der endnu ikke er blevet nedsat en kommission, når man tænker på de politiske udmeldinger, der kom i kølvandet på Kammeradvokatens frifindelse af de hjemsendte chefer i september. Dengang talte politikerne om, at det var nødvendigt med en grundig undersøgelse af hele sagen. Hvorfor den ikke er kommet endnu er for os uforståeligt,« siger Jens Sørensens advokat Jacob Aaes og tilføjer:

»Det er meget svært at se, at der er sager, der er bedre velegnede end denne til at retfærdiggøre en undersøgelseskommission.«

Skatteministeriet oplyser, at Karsten Lauritzen ikke har noget nyt at tilføje til sagen. I oktober kunne Berlingske fortælle, at Skatteministeriet i et internt notat vurderer, at en kommission vil blive særdeles omfattende og kræve op mod 100 afhøringer. Det fik dengang kritikere til at kalde det »et skræmmebillede« fra ministeriets side for at undgå en kommission.

Læs mere