Donald Trumps toldsatser mod en stor del af verden er torsdag morgen klokken 06.01 dansk tid trådt i kraft.

Toldsatserne sender rystelser gennem den globale økonomi.

Disse nye toldsatser blev allerede meldt ud i sidste uge, og kort efter midnat amerikansk tid bekræftede Trump, at de nu er trådt i kraft.

Før i dag var næsten alle landes eksport til USA pålagt en universel told på 10 procent.

Nu varierer tolden fra land til land.

Flere af de lande, som får en markant højere toldsats ville normalt betragtes som amerikanske allierede.

Trump skriver på Truth Social, at tolden er rettet mod lande, som »har udnyttet USA i mange år.« Han forventer, at milliarder af dollar nu vil rulle ind i USAs statskasse.

Økonomer forventer, at de høje toldsatser vil få inflationen til at stige og hindre jobvæksten i USA.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på truth-social

Disse lande får den højeste told

  • Brasilien: 50 procent

  • Syrien: 41 procent

  • Laos: 40 procent

  • Myanmar: 40 procent

  • Schweiz: 39 procent

Desuden bliver flere store økonomier, der er dybt afhængige af eksport til USA ramt af signifikante toldsatser:

  • Vietnam: 20 procent

  • Indien: 25 procent

  • Taiwan: 20 procent

  • Norge: 15 procent

Indien kan inden længe blive pålagt yderligere 25 procent, har Trump-regeringen truet med. Det skyldes, at Trump vil straffe Indien for at købe russisk olie – denne såkaldte sekundære toldsats er designet til også ramme Ruslands økonomi og dermed Putins krigsmaskine.

Donald Trump har meldt sig klar til at indgå i forhandlinger om nye handelsaftaler, der potentielt kan sænke disse nye toldsatser.