Her knirker det lidt i det flotte opsving

Den danske økonomi er på vej mod den bedste vækst i syv år, men opsvinget har tabt lidt af pusten hen over sommeren. Specielt er danskernes lyst til at bruge penge bremset lidt op.

Danskernes lyst til forbrug er bremset lidt op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Den danske økonomi er kommet op i fuld fart, men det er også begyndt at knirke lidt i vores flotte opsving. Sommeren har budt på dårligt vejr, men også en mindre opbremsning i den danske økonomi.

Det fremhæver Nykredit på baggrund af de reviderede tal for udviklingen i dansk økonomi fra Danmarks Statistik. I tallene kan man se, at væksten i 2. kvartal i år er blevet opjusteret fra 0,6 pct. til 0,7 pct. Derved kan dansk økonomi fremvise seks kvartaler i træk med positiv vækst. Og for hele 2017 er der udsigt til en vækst på over to pct., hvilket vil være den højeste vækst siden 2010.

»Selv om væksten skyder en pæn fart, så knirker det dog alligevel lidt i BNP-tallene,« siger cheføkonom i Nykredit Tore Stramer.

Han fremhæver, at privatforbruget bremsede helt op i 2. kvartal og det gik hellere ikke alt for godt for eksporten.

»Ser vi videre ind i tredje kvartal, så er der da også meget der tyder på, at væksten i dansk økonomi har tabt fart. Fremgangen i dankortomsætningen er bremset helt op, og sommeren har stort set ikke budt på nogen forbrugsvækst,« siger Tore Stramer.

»Dertil kommer, at såvel eksporten som industriproduktionen er faldet svagt hen over sommermånederne,« siger Tore Stramer, der understreger, at Nykredit regner med, at opsvinget vil fortsætte, men farten vil tage lidt af.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian mener også, at dansk økonomi kan være lidt på vej ned i gear.

»Væksten var særligt drevet af virksomhedernes investeringer og det offentlige forbrug. Der var til gengæld ikke nogen fremgang i det private forbrug, og når vi kigger på indikatorerne for 3. kvartal, så ser det ud til at det private forbrug fortsat er uændret,« siger Steen Bocian.

»Det er bekymrende, da det private forbrug er en meget vigtig drivkraft i vores økonomi, og forbrugsopbremsningen kan måske være en indikation på, at opsvinget styrke allerede nu er ved at løje af,« siger Steen Bocian.

Cheføkonom i Jyske Bank Niels Rønholt fremhæver, at væksten i Danmark stadig er foran både USA og Euroland, og han mener ikke, at det gør nogen skade, hvis opsvinget lige taber lidt af pusten.

»Det er ikke den store katastrofe, at nøgletallene nu peger på en lille nedgearing i dansk økonomi samtidig med en lille nedgearing i Euroland. Opsvinget er næppe på vej til at gå i stå,« siger Niels Rønholt.

Nordea fremhæver, at et af udfordringerne også er, at arbejdsmarkedet er ved at løbe tør for ressourcer. Nordea er enig i, at opsvinget vil fortsætte, men i lavere hastighed.

Nykredit regner med en vækst i år på omkring 2,5 pct. for derefter at aftage til 2,2 pct. næste år.  Det er nogen lunde på linje med Jyske Bank, der spår en vækst i år på omkring 2,3 pct.