Her går det godt, så længe det går

Med under tre måneder til et folketingsvalg er rammevilkårene for dansk økonomi mere udfordrede end i den forgangne valgperiode på trods af store formuer og lav ledighed. Meget afhænger af, hvorvidt den større usikkerhed omsættes i større tilbageholdenhed. De offentlige finanser ser på overfladen stærke ud, men virkeligheden er mere nuanceret.

Egentlig burde udsigterne for dansk økonomi være ganske skyfri; på mange parametre ser det flot ud, men alligevel er skyerne trukket sammen. Den næste regering får mere komplicerede rammevilkår. Jens Nørgaard Larsen

Det burde være så godt. Dansk økonomi er på mange måder i en bomstærk situation med lav ledighed og ganske pæn økonomisk vækst. Husholdningerne har et sundt udgangspunkt med reallønsvækst og rekordstore formuer. Der er solide overskud på handels- og betalingsbalancerne. Alligevel er skyer trukket sammen på horisonten. Den internationale ramme er kraftigt svækket, og negative renter sender et signal om, at noget er galt. Dansk økonomi har mere modstandskraft end de fleste, men den næste regering vil have mere komplicerede rammevilkår, og finanspolitikken kan let blive udfordret.

Svagere internationale rammevilkår

Der er sket en kraftig afmatning i den globale økonomi de seneste måneder, hvor især de europæiske lande har været epicenter for en fornyet bekymring om økonomiernens fundamentale styrke. Afmatningen kommer på trods af lempeligere finanspolitik og ultralempelig pengepolitik. OECD forventer, at væksten hos vores tre største handelspartnere – euroområdet, Sverige og Storbritannien – kun bliver 1,2 procent i år sammenlignet med 1,9 i 2018 og 2,2 pct. i 2017, når man sammenvejer med vægten i dansk eksport. Det giver markant dårligere vilkår for danske eksportvirksomheder.