Her er ugens bedste Business Gossip

Her er ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv.

På ugens liste er bl.a. Harald Mix fra kapitalfonden Altor, den nye adm. direktør for Novo A/S, Kasim Kutay og Topsils næstformand Eivind Dam Jensen. Men er det blevet til op- eller nedture for dem? Fold sammen
Læs mere

Ugens opture

Studenten, som topchefer vil følge
Jawad Shafique. Fold sammen
Læs mere

I denne uge fyldes gader og stræder, parker og pladser med glade studenter. Men der er i særlig grad en student, som headhuntere og topchefer allerede har noteret på talentblokken. Navnet er Jawad Shafique. Student fra Niels Brock Handelsgymnasium med et tårnhøjt snit på 13,6.

Det særlige ved Jawad Shafique er, at han kan sætte sig et mål, og han kan eksekvere. Da Jawad Shafique var 12 år, fortalte han, at han ville overgå storebror Awais Shafiques gennemsnit på 12,3 fra Ishøj Tekniske Gymnasium.

Det lykkedes med et 12-tal i den sidste mundtlige eksamen i virksomhedsøkonomi. Nu vil Jawad Shafique studere International Business på CBS, og hans drøm er en større stilling i dansk erhvervsliv.

Han ligner erhvervslivets svar på tennisstjernen Caroline Wozniacki, der som 14-årig sagde, at hun ville være nummer et i verden. Hun blev det. Fordelen i erhvervslivet er, at der er en noget længere holdbarhed.

Vil arving åbne velux-vinduerne?
Mads Kann-Rasmussen. Fold sammen
Læs mere

2016 er året, hvor de yngre generationer sætter sig på magten i erhvervsklenodierne. Lego har gjort det, Mærsk har gjort det, og nu er turen kommet til VKR Holding, som de færreste ved, hvad er, hvis ikke vi nævner Velux i samme sætning.

VKR Holding er en af verdens førende virksomheder inden for ovenlysvinduer i en grad, at navnet Velux er synonymt for ovenlys. Velux-dynastiet er stiftet af Villum Kann Rasmussen, forfinet af sønnen Lars-Erik Kann-Rasmussen, og nu er barnebarnet Mads Kann-Rasmussen trukket hjem fra en stilling som global chef for Velux Modular Skylight for at blive adm. direktør for VKR Holding.

Med udnævnelsen er Kann Rasmussen-familien tilbage i maskinrummet. Spørgsmålet er, om udnævnelsen af yngre generationer vil give større indsigt i ejerskabet bag klenodierne, og om Mads Kann-Rasmussen vil åbne Velux-vinduerne mere på klem, så offentligheden kan få større forståelse for kulturbærerne i dansk erhvervsliv.

Eliteskole får ny dreng i klassen
Jawad Shafique. Fold sammen
Læs mere

Dansk erhvervsliv har fået en ny dreng i klassen, briten Kasim Kutay. Han er ny adm. direktør for Novo A/S, som er hovedaktionær i Novo Nordisk, Novozymes, NNIT og Chr. Hansen Holding.

Kasim Kutay er i forvejen et kendt ansigt i Novo-gruppen, da han gennem flere år har været tilknyttet som strategisk rådgiver. Nu er han ikke længere en iagttager udefra, men fuldgyldigt medlem af Novo-familien. Han rykker dermed helt op i toppen af hierarkiet i dansk erhvervsliv.

Nok er direktørerne for ejerfondene ikke de mest synlige, men i takt med ejerselskabernes stigende investeringstempo bliver betydningen større og større.

Novo-familien begik en brøler, da den ansatte den detroniserede Danske Bank-direktør Eivind Kolding som adm. direktør. Hans erfaring var bank og shipping. Nu vender Novo tilbage til rødderne, og med Kasim Kutay får de en »investorhaj« med ekspertise i healthcare.

Ugens nedture

Mixed
Harald Mix. Fold sammen
Læs mere

Sjældent – om nogensinde – har gossipperne hørt en af de store businessbosser hælde så meget vand ud af ørerne som i denne uge. Den svenske milliardær Harald Mix fra kapitalfonden Altor, som lod tusinder af intetanende investorer i stikken i det krakkede OW Bunker, slår ud med armene med et »Vi (altså Altor) gjorde ikke noget forkert«. Arhh, Harald, tror du selv, at omverdenen tror på den?

Altor ejede OW Bunker inden den katastrofale børsnotering i 2014 og havde nogle af sine egne folk tæt på OW Bunker-ledelsen. Tænk, at de slet ikke vidste noget om dette luftkastel. Så meget for kapitalfondens aktive ejerskab. Man skal nok se Harald Mix’ ord i et andet perspektiv. Nemlig et forsøg på at placere ansvaret hos OW Bunker-ledelsen alene, så Altor kan trække frinummer i den erstatningssag på 769 mio. kr., der er under opsejling. Mix & Co. har deres på det tørre. Altors godfather understreger, at han i dag ikke bruger tid på OW-bunker. Hm!

Åbn op, Nina, åbn op
Nina Smith. Fold sammen
Læs mere

Tidligere økonomisk vismand Nina Smith har fået en bumpende start som ny formand for de knap 300.000 realkreditkunder samlet i Foreningen Nykredit. Vi gossippere undrer os over, at Nina Smith ikke spiller med meget mere åbne kort, nu hvor raseriet fra store kundegrupper mod planerne om en børsnotering af realkreditselskabet Nykredit er aftagende. Den plan blev markedsført med en skråsikkerhed om, at Foreningen Nykredit skulle have aktiemajoriteten i det nye børsselskab Nykredit.

Men hovsa, nu har repræsentantskabet, i hemmelighed må man forstå, åbnet en dør på klem for, at Foreningen alligevel ikke behøver at eje over halvdelen af det børsnoterede selskab. Nina Smith er blevet en anelse fornærmet over, at disse ting er kommet ud, og understreger, at der absolut ikke er aktuelle planer om bankopkøb. Måske Foreningen burde vænne sig til mere åbenhed.

Første, anden ...
Eivind Dam Jensen . Fold sammen
Læs mere

Indrømmet, gossipperne har en tendens til at stille skarpt på kendisserne på øverste hylde i business-Danmark. Men der findes også en kæmpestor underskov af små og store virksomheder, hvor dramaerne er mindst lige så heftige som i big business.
Tag nu Frederikssund-virksomheden Topsil.

To købergrupper kæmper om virksomheden. Pengemænd fra Taiwan og pengemænd fra Kina. Først bød den ene, så bød den anden, så bød den ene igen og så videre. Og så blev Topsil-bestyrelsen så rundforvirret, at den sagde stop og besluttede at sælge til taiwaneserne. Selv om kineserne efterfølgende bød over. Stor forvirring med næstformanden og 15 procents aktionæren Eivind Dam Jensen i en central rolle. Nu beskyldes han for ikke at varetage alle aktionærers interesser. Og tjah, måske åbnes budrunden op igen. Eller måske gør den ikke. Det virker ikke umiddelbart gennemtænkt i Topsil-toppen.