Her er netbutikkerne der tjener kassen i 2012

Danske netbutikker tjener flere penge. Fra 2009 til 2011 er resultatet før skat steget med 146 procent og flere kan nu fremvise et tocifret millionoverskud efter skat. Det viser en ny brancheanalysen foretaget af Berlingske Research. Se hvem der tjener kassen, og hvem der kæmper med røde tal.

En håndfuld danske netbutikker har skabt en guldrandet forretning, mens andre lider. På tværs af branchen ser det dog rigtigt godt ud. Trods finanskrise og den deraf formindskede forbrugslyst har virksomhederne i analysen oplevet en fremgang i resultatet efter skat over den treårige analyseperiode på 146 procent. Et overskud særligt båret af de fire virksomheder Lauritz.com A/S, Pompdelux ApS, Smartguy A/S og Trendsales ApS, som alle har tocifrede million overskud, men fem virksomheder har røde tal på bundlinjen.

Kontinuerlig vækst

Ser man isoleret på de seneste to regnskabsår, er det dog gået lidt tilbage i branchen som helhed, hvilket skyldes en enkelt virksomheds voldsomme nedgang i både omsætning og resultat. Ser man bort fra den ene virksomhed, er det tydeligt, at handel på nettet er inde i en kontinuerlig positiv udvikling med vækst i både omsætning og indtjening. Analysen af netbutikker omfatter 18 selskaber. Udvælgelsen er foretaget med udgangspunkt i FDIH’s dansk e-handelsanalyse. Virksomheder er kun medtaget hvis det er rene e-handlere, og har mindst tre års regnskaber og regnskaberne er offentligt tilgængelige. På baggrund af regnskabstallene udarbejdes nøgletal for hver enkelt virksomhed og for branchen. Tal for omsætning bliver kun oplyst i få regnskaber og indgår derfor ikke i analysen. Analysen er udarbejdet ud fra virksomhedernes tre seneste årsregnskaber.