Her er Jakob Ellemanns første dom over dansk økonomi: Der er fire gode nyheder. Men et punkt kalder økonomer »dybt kritisabelt«

Regeringen skruer op for optimismen for dansk økonomi i ny prognose. Der er gode nyheder på en lang række områder, men prognosen får også kritik for at være for optimistisk. Der er risiko for styrt for dansk økonomi, fremhæver cheføkonom.

Det er kun ni dage siden, at vicestatsminister og formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen satte sig i stolen som økonomiminister. Nu, blot en uge senere, kommer han med den første dom over dansk økonomi i en ny Økonomisk Redegørelse.

Det er den tredje i år, hvilket er noget usædvanligt, da der normalt kun kommer to. Men i år har usikkerheden været stor, ligesom Jakob Ellemann-Jensens folk i Økonomiministeriet tydeligvis har haft svært ved at få indstillet den store regnemaskine rigtigt.