For få enhjørninger
Europa frembringer langt færre enhjørninger – altså nye privatejede virksomheder med en værdi på over én milliard dollar – end Kina og USA. Enhjørninger er en god indikator for kapitalistisk fornyelse, for de er så godt som altid hurtigt voksende virksomheder, der har fundet på nye måder at gøre tingene på, så der bliver sat nyt liv i den eksisterende industri.
Europæiske techvirksomheder vokser ikke hurtigt nok
Europa har svært ved at skabe tilstrækkelig mange enhjørninger, og de virksomheder, der faktisk bliver til noget, vokser i mange tilfælde ikke hurtigt nok til at blive dominerende spillere i deres forskellige industrielle sektorer. En del af problemet er geografien: Europa består af over 30 lande med forskellig lovgivning, forskellige sprog og forskellige traditioner, og det gør det sværere at vækste. Der er også mindre risikovillig kapital – kun en femtedel af det sammenlignelige amerikanske beløb.