Her er de fem emner, som Mette Frederiksen ikke skal tale med Donald Trump om

Danmark er ved at gøre sig klar til at tage imod præsident Trump, og alle de sædvanlige danske kæpheste er ved at blive trukket ud af stalden. Klima, den danske model, den offentlige sektor og alt det, vi er gode til. Men nu er det ikke præsident Macron, men præsident Trump, der kommer på besøg. Det kunne være, at man skulle justere i de økonomiske talepapirer.

Vi kan tale om klima, til vi er blå i hovedet, men præsident Trumps vej til genvalg går gennem de kulproducerende delstater – og de industritunge områder omkring de store søer. Klima er ikke at finde på spisekortet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Domonick Reuter/Reuters/Ritzau Scanpix

USAs præsident, Donald Trump, kommer til Danmark i begyndelsen af september, og alle dele af erhvervslivet og det politiske miljø er allerede i fuld gang med at opliste alt det, som Mette Frederiksen skal tale med Donald Trump om. Men hvad med det, som der ikke er grund til at spilde tid og kræfter på? Alt det, som skal nævnes, fordi det skal nævnes, og så alt det, som man bare skal gå langt udenom?

Lad være med at tale om eksporten

USA er efterhånden blevet Danmarks tredjestørste eksportmarked, hvilket er rigtigt godt for dansk økonomi – og i øvrigt en god påmindelse til de Brexit-truede briter om, at man godt kan handle med omverdenen som medlem af EU. Hvis man vel og mærke producerer noget, som omverdenen vil have.

Vi havde også et handelsoverskud med USA på 39 mia. i 2018, hvilket er meget stort i forhold til Danmarks størrelse. Det betyder omvendt, at USA har et stort handelsunderskud med Danmark. Trump hader handelsunderskud, og vores succes er dermed hans fiasko. Derfor bør der lægges vægt på danske arbejdspladser skabt i USA gennem danske virksomheders investeringer.

Lad være med at tale om stærk dansk økonomi

Kombinationen af, at vi har et af verdens største overskud på betalingsbalancen, overskud på handlen med USA og har fastlåst vores valutakurs i forhold til euroen, betyder, at Danmark er kandidat til at blive stemplet som »valutamanipulator« af det amerikanske finansministerium. Jamen, kan vi sige, vi har bundet valutaen til euroen og ikke dollaren. Men Trump mener, at Den Europæiske Centralbank bevidst svækker valutaen for at opnå en konkurrencefordel (hvilket de også lidt gør). Så hvad de gør, gør vi også. Ingen grund til at bringe det op.

Lad være med at tale om medicinalbranchen

Medicinalbranchen er en af vores nationale stoltheder og også en af de sektorer, der har skabt mange arbejdspladser i USA. Men lige nu er medicinalbranchen i de amerikanske politikeres sigtekorn. Det gælder både blandt Demokrater og hos præsident Trump. Insulin har været en særligt udvalgt skydeskive.

Trump er især vred på europæiske producenter, som han beskylder for at udnytte amerikanske forbrugere med høje priser for at kompensere for, at vi i Europa forhandler medicinpriser mellem producenter og offentlige myndigheder. Der er derfor heller ingen grund til at nævne, at vores sundhedssystem er baseret på forhandlede priser på medicin.

Lad være med at tale (for meget) om klima

Det er ikke, fordi det ikke er vigtigt, men det er spild af god taletid. Præsident Trumps vej til genvalg fører direkte gennem de vigtigste industristater – og der hvor man producerer kul i store mængder. Det er en dødssejler at overbevise Trump om, at USA skal skære i kulproduktionen og udledningen af CO2. Til gengæld er grøn teknologi noget, som både kan skabe vækst og beskæftigelse i USA. Det vil Trump gerne, men han ser som sagt hellere et kulkraftværk.

Progressiv energipolitik er noget, som man skal tage med de enkelte delstater, som eksempelvis energiselskabet Ørsted har gjort det.

Lad være med at tale om den danske arbejdsmarkedsmodel

Ivanka Trump har arbejdet hårdt på at få indført bare lidt barsel i USA, så det er måske værd at nævne de gode forhold, danske forældre har. Men alt det med, hvordan man organiserer et arbejdsmarked, er helt spild af tid. Amerikanske lønmodtagere kæmper fortsat med, at den landsdækkende mindsteløn er 7,25 dollar i timen (49 kroner). Det har den været siden 2009 på trods af, at priserne er steget med 21 pct. imellemtiden. Mange virksomheder i produktion og service anvender ulovlig udenlandsk arbejdskraft. Det har flere af præsident Trumps hoteller også gjort tidligere.

Til gengæld vil præsidenten nok være meget interesseret i vores fokus på livslang læring og ikke mindst vores faguddannelser. Det er et af de store mangler i det amerikanske uddannelsessystem og noget, der har ramt Trumps kernevælgere hårdt. Det er også en af årsagerne til, at præsidentens mange handelskrige nok ikke vil føre til mange flere industriarbejdspladser i USA. Der mangler faglært arbejdskraft, og der er en overraskende manglende kendskab til ny teknologi i den brede amerikanske befolkning.

Der bliver så stille nu ...

Nu skal man jo ikke bare sidde og stirre på hinanden. Så hvad kunne man tale om af økonomiske emner? Jeg ville holde mig til handel. At en handelskrig mellem USA og EU ikke er i nogens interesser. Jeg ville kreere et fint landkort, der viser, at danske virksomheder står bag 123.000 amerikanske job fordelt over hele USA. Det vil ikke skade, hvis man særligt fremhæver stater som Pennsylvania, Michigan og Wisconsin. I de stater kommer hver eneste stemme til at tælle ved valget i 2020.

Så ville jeg også fremhæve, at hvis USA vælger at føre handelskrig med EU, står vi sammen som en blok. Præsident Trump har ved flere lejligheder omtalt EU som en økonomisk fjende. En fjendes fjende kan hurtigt blive en ven i nøden. Og at vi ikke er bange for at tage flyet til Beijing og tale handel og investeringer med de kinesiske myndigheder – på lige og retfærdige vilkår. Det ville jeg råde Mette Frederiksen til at holde fokus på. At vi alle bliver mere velstående, når vi handler med hinanden i en fri, regelbaseret globalt system. Så glem alt det andet.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør