Her er Danmarks nye forbrugerombudsmand

Erhvervs- og vækstministeren har fundet den kvinde, der de næste seks år skal bestride den tunge post som forbrugerombudsmand.

Juristen Christina Toftegaard Nielsen bliver fra 1. marts ny forbrugerombudsmand.

Det oplyser Erhvervs- og vækstministeriet i en meddelelse tirsdag eftermiddag.

Den 50-årige Christina Toftegaard Nielsen kommer fra Justitsministeriet og har tidligere arbejdet som advokat. Hun bliver den  femte i rækken af forbrugerombudsmænd siden institutionen blev oprettet. Det skete i 1975. Forbrugerombudsmanden bliver altid udpeget til at udføre hvervet i en seksårig periode, hvilket også er tilfældet denne gang.

Ombudsmandens opgave er at føre tilsyn med, at markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning bliver overholdt af erhvervslivet. Det sker oftes i dialog mellem ombudsmanden og virksomhederne. Forbrugerombudsmanden kan dog også ty til politianmeldelser, hvis ikke hun kan opnå et et tilfredsstillende resultat via forhandling.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) er tilfreds med, at man nu har fundet det, han betegner som en »solid« medarbejder til jobbet.

»Jeg er glad for, at Christina Toftegaard Nielsen har sagt ja til at tiltræde stillingen som forbrugerombudsmand. Med hendes solide juridiske baggrund og mangeårige ledererfaringer er jeg overbevist om, at hun er den rette til at videreføre og udvikle forbrugerombudsmandsinstitutionens vigtige arbejde,« siger Henrik Sass Larsen i meddelelsen.

Christina Toftegaard Nielsen afløser Benedikte Havskov Hansen, der siden årsskiftet har været konstitueret forbrugerombudsmand. Hun overtog jobbet i forbindelse med, at den tidligere forbrugerombudsmand, Henrik Saugmandsgaard Øe, forlod posten idet han var blevet indstillet til at blive generaladvokat ved EU-Domstolen.