Helsingør sætter skatten op

I 17 år har der reelt været skattestop i Helsingør, men nu har borgmester Per Tærsbøl (K) fremsat forslag om, at skatten til næste år hæves med én procent til 21,9.

Udover fra sine egne partifæller har han opbakning fra Socialdemokraterne i byrådet. Dermed er en skattestigning en realitet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Allerede for et år siden var Helsingør-borgmesteren parat til at hæve skatten, men trusler om statslige sanktioner i form af bøder fik ham på andre tanker.

- Men vi er kommet til et punkt, hvor vi ikke kan forringe servicen yderligere, så skattestigningen er et nødvendigt onde, ellers kan vi ikke opretholde et rimeligt niveau, siger Per Tærsbøl.

Socialdemokraterne finder skattestigningen for uambitiøs. De ønsker også en stigning i grundskylden på 2,5 promille til 30.

Venstre derimod er lodret imod en skattestigning.

- Det vil placere Helsingør på Top 10 over skatteprocenter. Vi vil i stedet effektivisere, rationalisere og udskyde Kulturværftet, til vi har råd til det, lyder det fra gruppeformand Hans Andersen.

Kilde: Frederiksborg Amts Avis