Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump mener, at han har et bedre finansielt instinkt end mange af de ansatte i den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed).
Derfor mener han, at amerikanske præsidenter skal have indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet af centralbanken, såsom at styre USAs rente.
»I mit tilfælde tænker jeg, at jeg har tjent mange penge og har været meget succesfuld. Jeg tror, at jeg har et bedre instinkt end mange af dem, der sidder i centralbanken, eller centralbankchefen,« udtalte Trump torsdag under en pressekonference på hans resort i Florida, Mar-a-Lago, ifølge CNBC.
Reaktionen fra Trumps konkurrent til det amerikanske præsidentvalg, der afholdes 5. november, er ikke til at misforstå.
»Jeg kunne ikke være mere uenig,« siger Kamala Harris til flere journalister i Arizona lørdag, skriver CNBC:
»Fed er en uafhængig enhed, og som præsident ville jeg aldrig blande mig i de beslutninger, som Fed træffer,« lyder det fra Demokraternes præsidentkandidat og nuværende vicepræsident.
Hun tilføjer, at hun holder vågent øje med Feds næste træk i kølvandet på en turbulent uge for aktiemarkederne i USA.
Konflikt mellem Trump og centralbankchef
Fed styres af et råd og en formand, der udpeges af den siddende præsident og skal godkendes af senatet.
Centralbanken styrer USAs rente og bestemmer, om der skal sendes flere penge ud i systemet, eller om der skal trækkes penge ud af det.
Der arbejdes her for at opnå opsatte mål for inflation, beskæftigelse og sikre stabilitet i den amerikanske økonomi.
Donald Trump har tidligere været i flæsket på centralbankens nuværende chef, Jerome Powell, som han selv udnævnte til posten tilbage i 2018.
Den tidligere præsident var blandt andet utilfreds med, at Powell hævede renten i løbet af sit første år på posten.
Trump truede sågar med at fyre Powell, selvom det var tvivlsomt, om det reelt kunne lade sig gøre.
Til Bloomberg har Trump dog udtalt, at han ikke vil fyre Jerome Powell, hvis han vinder valget 5. november.
Større tillid til Harris blandt unge vælgere
Denne uenighed mellem Donald Trump og Kamala Harris er et eksempel på, at de to kandidater ser vidt forskelligt på, hvordan man politisk skal styre USAs økonomi.
Selvom mange amerikanere mener, at USAs økonomi er blevet værre under Biden-Harris-administrationen, mener de unge vælgere faktisk, at Kamala Harris vil være den bedste kandidat til at kunne få USAs økonomi på rette spor.
Det viser en meningsmåling fra Generation Lab udført for CNBC.
Ifølge analyseinstituttet FiveThirtyEight ligger Harris på landsplan to procentpoint foran Trump i meningsmålingerne.
Og hos Ipsos, der også samler og analyserer meningsmålinger, ligger Harris hele fem procentpoint foran Trump.