Handelsoverskud stort set som ventet

Eksporten af danske varer steg 1,2 pct., og importen steg 0,9 pct. i marts, og det resulterede i et overskud på handelsbalancen på 6,4 mia. kr. sæsonkorrigeret.

Arkivfoto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Der var ifølge Bloomberg News ventet et overskud på 6,5 mia. kr.

Lande uden for EU trækker stigningen i eksporten, noterer statistikkerne.

- I første kvartal steg eksporten til lande uden for EU med 5,5 pct. i forhold til foregående kvartal, mens eksporten til EU-landene faldt med 3,5 pct. I forhold til første kvartal 2016 er eksporten til lande uden for EU steget med 12,5 pct., mens eksporten til EU steg med 1,4 pct., skriver Danmarks Statistik.

Sammenlignet med fjerde kvartal steg eksporten til USA med 9,4 pct., og eksporten til Norge steg med 6,0 pct., mens eksporten til Tyskland i samme periode faldt med 6,3 pct., og eksporten til Storbritannien faldt med 12,5 pct.

Overskuddet på betalingsbalancen var på 17,6 mia. kr. Der var ventet 13,0 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

ritzau/FINANS