Han søger udfordringer

Stig Pastwa har en lang fortid i den private sektor. Nu har han søgt nye udfordringer som økonomidirektør i DSB.

Stig Pastwa er vild med forskelligartede udfordringer og skal efter en lang årrække på chefposter i det private erhvervsliv nu finde sig til rette som økonomidirektør i DSB. Foto: Jeanne Kornum
Læs mere
Fold sammen

Den nye økonomidirektør i DSB har en fortid i private virksomheder som A.P. Møller - Mærsk, ISS og Saxo Bank. Det er overraskende, at en mand med fødderne solidt plantet i den private sektor skal tage sig af de økonomiske aspekter af De Danske Statsbaner.

Man må sige, at DSB får en erfaren herre ind i selskabet. Den 46-årige Stig Pastwa har en længere række ledelsesjob bag sig. Første gang, han fik en lederstilling, var han bare 22 år. På daværende tidspunkt var han ansat i A.P. Møller - Mærsk i Italien. Han havde været ansat, siden han var 19 år, og tre år senere fik han altså sin første lederstilling i firmaet.

12 år senere var det tid til at prøve noget nyt. Han fik job i rengøringsfirmaet ISS, hvor han var ansat, indtil han i 2009 skiftede til Saxo Bank. Det er tydeligt, at det er nogle meget forskellige virksomheder, men det er lige præcis dét, Stig Pastwa godt kan lide.

Siden han stoppede i Saxo Bank i januar, har han brugt tiden på at finde ud af, hvad han så skulle kaste sig over. Han ville nemlig gerne have et nyt job med nogle andre udfordringer.

Han kan godt lide udfordringerne ved at prøve noget nyt. Det er også en af grundene til, at han har takket ja til jobbet i DSB.

»DSB er en stor, spændende og kompleks virksomhed. Det er den store udfordring, som jeg går efter,« siger Stig Pastwa.

Stig Pastwa kan godt lide at skabe resultatet. Det er den del af jobbet som leder, han synes bedst om. Det giver ham en god energi at skabe noget i fællesskab med andre, som virker.

Som leder er han meget direkte. Han siger sin mening, og han forventer det samme af de folk, han arbejder sammen med. Det er vigtigt for ham at bevare fokus på det væsentlige og finde gode løsninger på de problemer, der kan være.

Han vil gerne være tæt på og forstå det, han arbejder ved. Det er en af de udfordringer, han har i DSB. Det er en stor og kompleks virksomhed, så der er mange ting, han skal sætte sig ind i.

Stig Pastwa er vokset op i Almind mellem Kolding og Vejle. Hans far var leder i spedi-tionsbranchen, og hans mor var sygeplejerske. Ledergenet kan han godt have fået ind fra sin far gennem sin opvækst, men ifølge ham selv er det ligeså stille kommet hen ad vejen. Han er ikke selv klar over, hvornår han fandt ud af, at det var den vej, han skulle gå.

Samtidig går han ikke op i langsigtede mål. Han er ikke typen, der sætter sig et tiårigt mål. Når han ser en udfordring, er hans nye mål at løse den. Det samme var også gældende, da han var barn. Han husker ikke at have haft en stor drøm, da han var barn.

Da han som 22-årig for første gang fik folk ansat under sig, var det ikke noget, han tænkte meget over. Han så det som en udfordring og tog det lidt hen ad vejen.

I sin fritid nyder han at tilbringe tid med sin kone og sine to børn. Han kan godt lide at tage dem med ud på rejser. Desuden kører han mountainbike, når han har tid til det. I sidste uge var han i Frankrig for at deltage i cykelløbet La Marmotte. Så snart han har mulighed for det, gør han sådan noget.

Samtidig er han aktiv i VL-gruppe 99. Når det passer ind i hans skema, deltager han i gruppens arrangementer. Han bruger de andre gruppemedlemmer til at sparre med og få gang i nogle gode samtaler. Ifølge ham selv er det et godt miks af forskellige mennesker, som han kan vende mange emner med.