Halvering af momsen vil koste 44 mia. kroner i år, men forslaget har en betydelig bagside

En halvering af momsen i 2020 vil få priserne i supermarkederne til at falde med ti procent, fremhæver den liberale tænketank Cepos.

Venstre vil halvere momsen i resten af 2020 for at få sat mere gang i danskernes privatforbrug her i coronakrisen. Økonomer understreger, at der både er fordele og ulemper ved forslaget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det kan være en god hjælp for den danske økonomi, at Venstre vil halvere momsen resten af året. Men forslaget har også en betydelig slagside, som kan ramme os til næste år.

Sådan lyder det fra cheføkonom i Danske Bank Las Olsen. Venstre vil mere præcist have halveret momsen fra 1. juni og resten af året for at få sat mere gang i danskernes forbrug og få skabt nogle arbejdspladser her i coronakrisen.

Venstre siger, at forslaget vil skabe 10.000 arbejdspladser. Det, mener Las Olsen, lyder meget sandsynligt.

»Det er formentlig en god idé med en lempelse af finanspolitikken her i coronakrisen. Der mangler nogle penge hos alle dem, der har mistet deres arbejde. Om lige præcis en halvering af momsen er måden at gøre det på, kan der både siges for og imod,« siger Las Olsen, der fremhæver, at fordelen ved forslaget er, at en halvering af momsen vil gå til forbrug.

En halvering af momsen kan ikke blive brugt til opsparing, som kan være et af problemerne, hvis man forsøger at sætte gang i danskernes forbrug via skattelettelser.

»Ulempen ved forslaget er, at der kan komme en stor opbremsning i forbruget i det nye år. Der vil nok komme en kraftig stigning i forbruget i år, men derefter en kraftig nedgang efter nytår. Det vil betyde, at virksomhederne skal ansætte en masse i år og derefter afskedigede dem igen til næste år. Det er et meget uheldigt forløb,« siger Las OIsen.

Kan vælge frit

Forslaget fra Venstre er blot det seneste i en række af forslag til, hvordan man kan sparke mere gang i den danske økonomi her i krisen. De fleste økonomer er enige om, at der sandsynligvis bliver brug for at gøre noget.

Men eksempelvis tidligere overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet Torben M. Andersen mener, at det er for tidligt at tale om, hvilke forslag der skal til. Dertil savner vi viden om, hvordan krisen kommer til at udvikle sig, mener Torben M. Andersen.

Cheføkonom i den liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen mener, at forslaget fra Venstre overordnet set er godt. Blandt andet fordi det vil sænke priserne med ti procent i supermarkederne og på hoteller og restauranter med videre.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank Cepos

»Fordelen ved forslaget er også, at det bliver helt op til danskerne at vælge, i hvilke brancher de vil forbruge. Det står i kontrast til en udvidelse af boligjobordningen, hvor kun de begunstigede brancher får et løft.«


Ifølge beregninger fra Cepos vil forslaget koste statskassen 44 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd, men kun i år.

»Fordelen ved forslaget er også, at det bliver helt op til danskerne at vælge, i hvilke brancher de vil forbruge. Det står i kontrast til en udvidelse af boligjobordningen, hvor kun de begunstigede brancher får et løft,« skriver Mads Lundby Hansen i en kommentar.

Omvendt er han helt enig med Las Olsen i, at forslaget kan have den ulempe, at det fremrykker noget forbrug til i år, hvorefter der kan komme et dyk i forbruget efter nytår.

»Det taler for, at man også fremlægger en vækstplan, der rækker nogle år frem,« hedder det videre fra Mads Lundby Hansen.