Grøn messe trodser finanskrise

Fagudstillingen Have & Landskab i Slagelse tiltrækker i disse dage rekordmange udstillere og gæster trods finanskrisen. Klimaet og skærpede miljøkrav til fagets maskiner er blandt årets temaer.

Foto: Colourbox.
Læs mere
Fold sammen
Flere end 10.000 anlægsgartnere, planteskolefolk, kommunale vej- og parkfolk og andre fra den grønne branche ventes at lægge vejen forbi fagudstillingen Have & Landskab i udkanten af Slagelse på Vestsjælland onsdag-fredag. Forrige udstilling, i 2007, blev besøg af knap 10.000, og antallet af udstillere har allerede slået rekord: I år udstiller 240 mod 233 under den buldrende højkonjunktur.

- En del virksomheder, for eksempel maskinleverandører, har oplevet, at nogle markeder som byggebranchen er kollapset, og derfor bruger de kræfterne på nye markeder. På det grønne område er mange af kunderne offentlige vej- og parkafdelinger, som hverken har skåret i drift eller investeringer, siger Michael Husfeldt, bestyrelsesformand for Have & Landskab og direktør for brancheforeningen Maskinleverandørerne.

Klima i fokus

Han vurderer, at klimaet og skærpede krav om udledning fra fagets maskiner vil være i fokus hos mange udstillere og gæster.

Klimaudfordringerne får eksempelvis mange kommuner til at interessere sig for regnvandsafledning og CO2-reduktion – ved byudvikling samt i parker og grønne områder.

- Der kommer også europæiske og internationale standarder for emission for motorer, for emissionerne skal ned. Vi vil derfor komme til at se forbedrede motorspecifikationer med fokus på emissioner og at udnytte brændstoffet bedre og mindske CO2-udslippet, siger Michael Husfeldt.

Have & Landskab har været afholdt hvert andet år siden begyndelsen af 1990’erne, de seneste år fast i Slagelse. Bag udstillingen står Danske Anlægsgartnere, Dansk Planteskoleejerforening, Maskinleverandørerne og Skov & Landskab på Københavns Universitet.

De største grupper af besøgende er kommunale vej- og parkfolk, anlægsgartnere, kirkegårdsgartnere, entreprenører samt ansatte fra boligselskaber og golbaner.