Grim arbejdsulykke i slagterbutik

En lægestuderende fra Århus mistede torsdag underarmen, da han blev klemt fast i en kødhakker.

Torsdag formiddag fik en 37-årig lægestuderende højre arm fastklemt i en kødhakker i broderens slagterbutik i Bazar Vest.
 
Den 37-årige studerende hjalp til i slagterbutikken mellem 10 og 20 timer om ugen. Her var han i gang med at fjerne nogle ting fra maskinen, der stod åben, fordi den skulle gøres ren.
 
For at få manden fri, skulle maskinen saves op, og han havde stadig hånd og arm fastklemt i maskinen, da han blev kørt på hospitalet i en ambulance.
 
Armen havde været dybt nede i maskinen, og vagten på traumecenteret oplyser fredag, at den 37-årige har mistet hele underarmen, skriver JP Århus.