Goldman Sachs sætter Dong-aktier for milliarder til salg

Investeringsbanken Goldman Sachs vil reducere ejerandel i Dong Energy til under fem procent med nyt udsalg.

Goldman Sachs hovedkvarter i London. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN TALLIS

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs vil sælge endnu en portion af sine aktier i Dong Energy.

Ifølge en fondsbørsmeddelelse fra Dong sætter Goldman Sachs gennem sit selskab New Energy Investment (NEI) 10.509.527 eksisterende aktier i Dong i udbud til institutionelle investorer.

Udsalget er ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, der har fulgt Dongs vej på børsen, helt i tråd med forventningerne om, at Goldman Sachs er på vej helt ud af Dong.

»Det er ikke første gang, at Goldman Sachs nedbringer sin ejerandel i Dong. Det her er endnu et skridt.«

»Det mest sandsynlige er, at Goldman Sachs ikke længere er aktionær i Dong, når vi når slutningen af 2017,« siger Per Hansen.

En aktie i Dong Energy kostede ved lukketid på børsen mandag 275 kroner.

Per Hansen forventer dog, at Goldman Sachs må give en lille rabat til eventuelle købere. Hvis investeringsbanken valgte at sælge aktierne på almindelig vis, ville det sandsynligvis få aktien til at falde.

»Det ville sandsynligvis kunne presse aktien i størrelsesordenen tre til fem procent eller endda en smule mere.«

»Derfor afsætter man aktierne i en klump og deler ud på en mængde investorer, og så giver man lidt rabat. Et par procent vil være det naturlige, at Goldman Sachs må give for at komme af med alle de her aktier,« siger Per Hansen.

Det vil sige til en aktiekurs, som ligger omkring 270 kroner, vurderer Per Hansen.

Hvis de udbudte aktier bliver solgt, vil Goldman Sachs efterfølgende sidde på 4,5 procent af aktierne i Dong, fremgår det af meddelelsen.

I februar solgte Goldman Sachs 26,5 millioner aktier i et lignende udbud. Det reducerede ejerandelen til de nuværende syv procent.

Goldman Sachs blev medejere i Dong, da den danske stat solgte ud af selskabet i 2014.

Investeringsbanken lagde beslag på lidt under 20 procent af aktierne i Dong ved salget.

Salget førte til politisk ballade og massiv kritik af den daværende regering blandt andet for at hemmeligholde informationer omkring salget.

SF sad i regering med S og R på det tidspunkt og stemte for salget. Det førte til så megen intern splid i partiet, at SF endte med at træde ud af regeringen.

/ritzau/