Godt valuta-nyt for eksportører

Kriseramte eksportører til de vigtige danske nærmarkeder Sverige, Storbritannien og Norge får nu en håndsrækning fra de internationale valutamarkeder.

Læs mere
Fold sammen
På bare seks måneder har de tre valutaer nemlig vundet omtrent halvdelen ind af de tab i forhold til den danske krone, de har taget siden krisen for alvor begyndte at rulle sig ud sidste efterår. Det skriver dagbladet Børsen.

En så markant styrkelse af valutaerne i forhold til kronen på Danmarks næst-, tredje- og fjerdestørste eksportmarked er noget, flere danske eksportvirksomheder kommer til at mærke positivt til, vurderer eksperter.

- Efter at have været ramt af dobbelt uheld i form af både ekstreme fald i efterspørgslen og svækkelse af de udenlandske valutaer i forhold til kronen, så er de seneste måneders markante forbedringer i valutakursforholdene på de vigtige nærmarkeder lige nu helt klart med til at give virksomheder med eksport til de lande noget ekstra lys for enden af tunnellen, siger økonom i Handelsbanken, Rasmus Gudum-Sessingsø til avisen.