Gentoftes Mærsk-milliarder i fare

En forsinkelse af boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller kan betyde, at Gentofte Kommune går glip af halvanden mia. kr., viser nye oplysninger.

Dødsboet efter skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller er nu mundet ud i en afgørelse, som Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), er stærkt utilfreds med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Sagen om dødsboet efter skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller tager nu en uventet drejning. Skat har for få dage siden informeret Gentofte Kommune om, at en overskredet tidsfrist betyder, at kommunen ikke skal have andel i boet. Det er en afgørelse, som borgmester Hans Toft (K) er stærkt utilfreds med. Han vil have vendt alt i sagen, hvor kommunen står til at gå glip af over halvanden mia. kr.

»Vi har fået en meddelelse fra Skat om, at de mener, at vi ikke skal have nogle penge. Det undrer os, og vi er skeptiske over for det her. Vi vil nu bede Skat om en begrundelse,« siger Hans Toft til Berlingske.

Berlingske skrev for godt en uge siden om, at der fra boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller vil blive betalt ca. 4,6 mia. kr. i skatter og afgifter. Gentofte Kommune stod til at modtage ca. halvanden mia. kr. – penge som kommunen altså nu risikerer at gå glip af.

Borgmester vil se dokumentation

Normalt går en tredjedel af et dødsbo til den kommune, hvor afdøde boede, mens resten tilfalder staten. Men en særlig paragraf, som blev indført i forbindelse med kommunalreformen, betyder, at hvis der går mere end to år med at afslutte boopgørelse, tilfalder alle pengene staten.

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april 2012, og derfor er fristen overskredet. Men Hans Toft vil være sikker på, at Skat ikke har fået oplysninger om boet inden for fristen.

»Vi vil bede Skat om at dokumentere over for os, hvilke oplysninger Skat har været i besiddelse af, og hvornår de har modtaget disse,« siger Hans Toft. Han mener ikke, at lovændringen giver mening.

»Det er særdeles kritisk, at man har en lov, som siger, at fordelingen mellem stat og kommune skal være sådan og sådan, men at det kan blive afgjort af en fuldstændig tilfældighed, som hvornår et bo bliver færdigt,« siger Gentofte-borgmesteren.

Gentofte har tidligere modtaget store beløb. I 2004 solgte kommunen sine aktier i elselskabet NESA til Elsam, der senere blev en del af DONG. Det gav kommunen en indtægt på 3,5 mia. kr. Indtægterne fra boet efter Mærsk Mc-Kinney stod til at give kommunens 74.000 borgere ca. 22.000 kr. pr. person.

»Man har ret til at være skeptisk, når det drejer sig om halvanden mia. kr. En borgmester i hvilken som helst kommune, som har sat et spørgsmålstegn ved sådan et beløb, har både ret og pligt til at få den tilstrækkelige dokumentation for, at det man har fået at vide også er korrekt,« siger Hans Toft.

Skat oplyste søndag, at de ikke ønskede at udtale sig om sagen.