Gammelt fup på nye flasker

En ny fupper har meldt sig på banen, efter den velkendte annoncehaj VVAS Holding SMBA tilsyneladende har flyttet aktiviteterne over i et andet firma.

En ny annoncehaj sælger fup-annoncer til velkendt medie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox
Skat gør for tiden udlæg i fakturaer udstedt af annoncehajen VVAS Holding SMBA, der står bag hjemmesiden it-fagtelefonbogen.dk. Men hjemmesiden har nu fået en ny afsender – en ny fupper, der prøver at lokke erhvervsdrivende til at tegne dyre annoncer med stærkt begrænset værdi.

Det meddeler Håndværksrådet, der også driver Annoncehaj-hotlinen og hjemmesiden Hajnettet til hjælp for fup-ramte virksomheder.

- Inden for de seneste fjorten dage har vi pludselig fået flere henvendelser på firmaet Real Holding, der åbenbart har overtaget salget af annoncer til it-fagtelefonbogen.dk fra VVAS Holding SMBA. Hjemmesiden og metoderne er de samme, men firmaet har vi ikke hørt om før, fortæller seniorjurist i Håndværksrådet, Jeppe Rosenmejer.

Skattely

Før industriferien skrev ErhvervsBladet.dk en række artikler om VVAS Holding SMBA, der har et udestående med Skat, som forsøger at inddrive deres tilgodehavende via annoncehajens kunder. Det har formentlig lagt noget af en dæmper på lysten til at udstede flere fakturaer med samme afsender, da indkomne midler alligevel ville havne i lommerne på "skattefar”.

- I hvert fald hører vi ikke meget til VVAS Holding mere. Og så er det jo bemærkelsesværdigt, at deres produkt pludselig har fået en ny ”leverandør”. Det kunne tyde på, at man prøver at fortsætte aktiviteterne uden om Skat, vurderer Jeppe Rosenmejer.

Virksomheder med at ringe til Håndværksrådets annoncehaj-hotline om it-fagtelefonbogen.dk, men på de udsendte faktura er det altså nu Real Holding og ikke VVAS Holding, der står som kreditor.

Sammenfald

Det er dog vanskeligt at gennemskue, om det så også er de samme folk, der trækker i trådene i de to selskaber. En søgning hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen viser ikke nogen sammenfald - hverken i bestyrelsen eller på direktørposten. Ej heller er der nogele overlap i netværket hos de to direktører.

- Men indtil for en måned siden holdt både VVAS Holding Smba og Real Holding til på samme adresse. Real Holding skiftede så for en måned siden. Ikke desto mindre er der meget, der tyder på, at de to selskaber har noget med hinanden at gøre, siger Jeppe Rosenmejer.

Også Københavns Politi har for tiden kløerne i VVAS Holding SMBA. Bevismateriale om bedrageri og vildledende markedsføring er videregivet til advokaturet, der forsøger at rejse tiltale mod annoncehajen. Hvorvidt denne sag også har betydning for udflytningen af selskabets aktiviteter, står foreløbig hen i det uvisse.