Galopperende inflation og højere renter. Britiske husholdninger i stiv modvind

Det er, som om Egyptens ti plager er genopstået på de britiske øer – i en økonomisk udgave. Brexit stemte de selv for, coronatiden blev ekstra hård på grund af dårlig håndtering, men »manglen på alt« har også ramt Storbritannien mere end andre. Og nu har endnu en plage sænket sig over de britiske husholdninger.

Mange butikker og ikke mindst stormagasiner på Londons berømte Oxford Street er lukket i coronatiden. Det britiske samfund gennemgår store forvandlinger i disse år – og ikke nødvendigvis til det bedre. Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Ye Olde Fighting Cocks i St. Albans – en af Englands ældste pubber – har lukket dørene efter 1.229 år. Det er en af de mange beværtninger, der har drejet nøglen om i coronatiden og er et forvarsel om, at der vil være langtidsvirkninger fra årene med nedlukninger, mangel på arbejdskraft og ikke mindst et fortsat udbredt hjemmearbejde.

Allerede før coronatiden var byernes handelscentre truet af dels nethandel og dels udflytning af handel til forstæderne. London lider fortsat under de manglende shoppingturister.