Gæld er alligevel ikke farligt

Det er farligt for et land at have gæld, sagde politikere og henviste til økonomen Kenneth Rogoff. Men hans forskning viser sig nu at være behæftet med en pinlig Excel-fejl. Gæld er ikke farligt.

Harvard Professor og økonom Kenneth Rogoff. Fold sammen
Læs mere
Foto: EDUARDO MUNOZ

Hvis årene efter finanskrisen har haft en officiel økonom – så er det Kenneth Rogoff.

Den midaldrende professor har ikke samme offentlige profil som økonomerne Paul Krugman og Joseph Stig­litz, men i de politiske saloner har han været manden, som man har lyttet til. Når politikere i Europa og USA skulle forsvare deres krav om offentlige besparelser, henviste de til Rogoff eller hans kollega Alberto Alesina.

I USA har Republikanerne brugt Rogoffs forskning som første bevis, når de skulle advokere for offentlige nedskæringer. Budgethøgen Paul Ryan citerede ham i sit alternative forslag til et forbundsbudget. Rogoff har endegyldigt og empirisk bevist, at offentlig gældsætning skader væksten, skrev Ryan i budgetforslaget.

Præsident Obamas første finansminister, Timothy Geithner, der ofte blev bebrejdet at være for velvillig over for Wall Street og nedskæringsskolen, roste også Rogoff.

Man kan finde lignende udsagn fra politikere i Tyskland og Storbritannien i kravene til de nødstedte sydeuropæiske økonomier: Skær ned, stram til, ind med livremmen, for offentlig gældsætning er noget skidt, og hvis gælden overstiger 90 procent af et lands bruttonationalprodukt, går væksten i minusvækst.

Det er »Lex Rogoff«.
Så det er ikke helt ubetydeligt, hvis det nu alt sammen viser sig at være forkert.

Rogoffs magnum opus var artiklen »Growth in a Time of Debt« fra 2010. Her gennemgik han sammen med sin kollega Carmen Reinhart den økonomiske udvikling i nøgleøkonomier mellem 1946 og 2009 og nåede til førnævnte konklusion. Især bed artiklen sig fast i tallet 90 procent som en kridtstreg. Økonomier med mere end 90 procent af BNP i gæld havde minusvækst på 0,1 procent, lød det.

USA, Japan, Belgien og de fleste sydeuropæiske lande var på den gale side af stregen, Frankrig, Storbritannien, Canada og Tyskland var tæt på.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor rapporten var så vigtig for nedskæringsskolen. Her var det sort på hvidt – frem med sparekniven.

Det er heller ikke svært at forstå, hvorfor rapporten var så ubekvem for den modsatte skole – for keynesianerne – og de gik først til modangreb på kausaliteten. De argumenterede for, at Rogoff og Reinhart havde årsagssammenhængen bagvendt – at de pågældende lande ikke havde lav vækst på grund af høj gæld, men derimod høj gæld på grund af lav vækst.

Men det var et ideologisk argument, ikke et empirisk modargument. Derfor havde det ikke den samme vægt som Rogoff og Reinharts tusindvis af tal.

Faktatjek

Modargumentet foreligger nu. Tre økonomer fra University of Massachusetts har i længere tid forsøgt at gennemregne Rogoff og Reinharts tal, og de kunne ikke få dem til at gå op, skriver tænketanken Roosevelt Institute på sin blog. Til sidst bad de Rogoff og Reinhart om at udlevere råmaterialet.

Det fik de, og deres gennemgang kan læses i artiklen »Does High Public Debt Consistently Stifle Economic Growth? A Critique of Reinhart and Rogoff.«

Det er blodig læsning:
For det første skriver de, at de to kendte økonomer har været meget selektive med de tal og lande, som de inkluderer. Bl.a. har de ikke medtaget tal fra Australien, New Zealand og Canada i en årrække, hvor de havde høj gæld og høj vækst.

Desuden har de to økonomer vægtet tallene på en mystisk måde, som skævvrider resultatet til fordel for deres konklusion.

Og – mest spektakulært – så opererer de med en eklatant kodningsfejl i regnearket Excel, skriver økonomerne fra University of Massachusetts. Fem lande bliver på grund af fejlen udelukket fra det samlede resultat, nemlig Australien, Belgien, Canada, Danmark og Østrig, og det trækker også bundlinjen i én retning.

Hvis Rogoff og Reinhart havde medtaget alle tal, vægtet dem mindre mystisk og undgået Excel-fejlen, ville deres konklusion have været omvendt. Så ville resultatet ikke have været, at lande med gæld på over 90 procent af BNP havde minusvækst på 0,1, men derimod plusvækst på 2,2 procent. Minus til plus.

Der er altså ingen smertegrænse ved 90 procent. Bundløs gæld er ikke nødvendigvis godt, men 90 procent er ikke et problem, hvis økonomien i øvrigt er sund.

Rapporten har i økonomkredse fået samme effekt, som bomberne i Boston havde i den store offentlighed. Rogoff og Reinhart kom med et forkølet forsvar og lovede et bedre svar, så snart de fik set på sagen.

»Bøf Rogoff,« skrev den ansete analytiker Felix Salmon hos Reuters, og hele den keynesianske skole med Paul Krugman i spidsen godtede sig.

Med god grund. Rogoff er stormester i skak og ville formentlig genkende situationen fra spillet.

Han er ikke mat – men han er skak.