Fynske erhvervsfolk vil have gratis Storebæltsbro

Det danske samfund vil opnå en gevinst på 30 milliarder kroner, hvis man gør det gratis at køre over Storebælt, lyder det i en ny analyse fra Fynsk Erhverv.

Foto: LISELOTTE SABROE. Det danske samfund vil opnå en gevinst på 30 milliarder kroner, hvis man gør det gratis at køre over Storebælt, lyder det i en ny analyse fra Fynsk Erhverv. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Hvis man gør det gratis at køre over Storebælt, vil det være en guldrandet forretning for det danske samfund. Det konkluderer en ny analyse, som Fynsk Erhverv, der er talerør for det fynske erhvervsliv, har fået lavet. Det skriver Børsen.

Ifølge analysen vil der være en gevinst på cirka 30 milliarder kroner, hvis broens betalingsanlæg nedlægges nu og her. Vælger man i stedet at sænke taksterne med 25 procent nu - og fjerne dem helt i 2030 - er der også en markant samfundsøkonomisk gevinst at hente.

Analysen peger på, at den økonomiske gevinst kommer ved øget samhandel på tværs af Danmark og en øget trafik, der giver flere indtægter til staten fra blandt andet brændstof og registreringsafgifter. Lavere omkostninger til godstransport kan betyde lavere priser til hr. og fru Danmark, lyder det endvidere.

Analysen er afgrænset til selve Storebæltsforbindelsen og medregner ikke de økonomiske konsekvenser, som lavere eller helt fjernede takster vil have for eksempelvis den kommende Femern Bælt-forbindelse og for de nuværende færger på Mols-Linien og ruten Spodsbjerg-Tårs.

»Det har ikke været en del af vores opgave, men vi er godt klar over, at det er der, at en debat hurtigt ender. For det er klart, at hvis man gør det gratis at køre over Storebælt, vil det jo tage trafik fra Femern,« siger analysens ophavsmand, analysechef Brian Gardner Mogensen fra rådgivningsvirksomheden Grontmij.

Transportminister Magnus Heunicke (S) siger til Børsen, at han vil »studere analysen grundigt«, men at han er skeptisk.