Frygt for forsinket skatteplan lægger pres på dollar

Den amerikanske dollar bliver svækket torsdag eftermiddag, hvor usikkerhed om den kommende skattepakke i USA og en generel mangel på risikoappetit på finansmarkederne får investorerne til at sælge valutaen fra. Det skriver Reuters.

Republikanerne i Senatet ventes snart at præsentere et skatteudspil, som følger i hælene på det forslag, som Repræsentanternes Hus offentliggjorde i sidste uge.

På valutamarkedet er der frygt for, at skattepakken bliver forsinket, og det er med til at presse valutaen, så der torsdag går 1,1619 dollar for en euro mod 1,1583 dollar onsdag eftermiddag, hvor investorerne dog generelt set holder igen med risikovilligheden.

- Dollar er løbet tør for damp. Der er ikke noget til at drive den højere, siger Stephen Gallo, der er valutastrateg hos BMO Capital, til Reuters.

Da Donald Trump vandt præsidentvalget for et år siden, blev den amerikanske valuta ellers styrket efterfølgende på en tro på, at han ville være i stand til at gennemføre reformer, der kunne styrke den amerikanske økonomi.

Indtil videre har de politiske resultater dog været begrænset. Dollar er blevet svækket over for euro de seneste par måneder, og hvis ikke skattepakken bliver til noget, kan det presse kursen yderligere.

- Skuffelse over skattepakken presser dollar. Der er mangel på momentum i de seneste bevægelser i dollar, og udsigterne for euro ser fortsat lyse ud, da de globale porteføljeforvaltere ligger undervægtet i valutaen, siger strateg Marc Oswald fra ADM Investor Services International til Reuters.

/ritzau/FINANS