Fransk økonomi har fået et hug – men har potentialet til at komme igen

Fransk økonomi befandt sig før coronakrisen i en afgørende fase, hvor virkningen af præsident Macrons reformer for alvor skulle stå sin prøve. Nu er alt drunket i en historisk krise, og statsfinanserne skal arbejde sig tilbage fra et dybt hul. Men kan Frankrig blive årets positive overraskelse? Som Europas vejrhane er Frankrigs vej afgørende for de danske vækstudsigter.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macrons reformer blev midlertidigt afsporet af coronakrisen, men behovet for et opgør med mange fastlåste strukturer og særordninger i landets økonomi er steget markant i takt med dårligdommene i kølvandet på virussens spredning. Ludovic Marin/Reuters/Ritzau Scanpix

Når franskmændene på tirsdag fejrer stormen på Bastillen i 1789, bliver det på en anderledes stille måde end normalt. Coronavirussen har vendt op og ned på mangt og meget. Også i Frankrig.

Frankrig er ikke en af Danmarks store handelspartnere – kun 3,5 procent af eksporten rammer det franske marked. Men økonomisk er Frankrig så tæt, vi kommer på en europæisk vejrhane. Som det går Frankrig, går det euroområdet. Fransk økonomi og franske banker er langt mere filtreret ind i resten af Europa, end Tyskland er. Og fælleseuropæiske nøgletal har i årevis ligget tæt på de franske tal, også når Tyskland har afveget markant.