Formand lufter mulighed for børsnotering af Netto, Bilka og Føtex

Her er nogle af dagens vigtigste erhvervsnyheder. Dansk Supermarked vil fortsætte opkøb og åbner for en mulig børsnotering. Fredag begyndte toldkrigen mellem EU og USA med risiko for store følger for et lille land som Danmark.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh. Bestyrelsesformand Niels Smedegaard.
Læs mere
Fold sammen

God morgen og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik, der blandt andet handler om handelskrigen mellem USA og EU. Men først til stort nyt fra den danske dagligvarehandel.

1
Dansk Supermarked, der fra i dag hedder Salling Group, fortsætter sit opkøbstogt. Sådan siger bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen til Finans.dk. Samtidig åbner han i interviewet for en mulig børsnotering af dagligvarekoncernen, hvis der skulle blive brug for mere kapital til meget store investeringer

»Hvis der med tiden skulle blive behov, kan en kombination af børsnotering og fondsejet være en god model for Salling Group,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Der er dog ingen aktuelle planer om at gå på børsen. Foreløbig er der fokus på, at sikre fortsat vækst i Salling Group med dagligvarekæder som Netto, Føtex og Bilka. Den har i de seneste år bl.a. opkøbt onlineselskabet Wupti og Skagenfood, der afsætter måltidskasser, samt ekspanderet med en lang række burgerrestauranter og kaffebarer.

Også koncernchef Per Bank og Jens Bjerg Sørensen, formanden for Salling-Fondene, der nu er eneejer af koncernen, har begge for kort tid siden sagt til Finans, at opkøb fortsat er på dagsordenen. Jens Bjerg Sørensen understreger dog, at der lige er absorberet et stort opkøb i koncernen selv ved at overtage alle aktierne fra den tidligere storaktionær, A.P. Møller-Mærsk, i en stor milliardhandel.

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag.

- eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

2
Toldkrig vil klemme de små

»Vi risikerer, at den globale handel bliver lavet om, så det i højere grad bliver en legeplads for de store drenge.«

Sådan tegner professor i økonomi ved Aarhus Universitet Philipp Schröder det større perspektiv af torsdagens udmelding fra den amerikanske handelsminister Wilbur Ross. På et pressemøde lød det, at USA fra fredag morgen indførte straftold på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico. Det betyder, at der bliver pålagt 25 procent i straftold på stål og 10 procent på aluminium.

»Formodentlig betyder det ikke så meget økonomisk. Stål er ikke bare stål. De ståltyper, som danske og europæiske producenter, eksporterer til USA, er noget mere avancerede og kan ikke bare lige sådan erstattes af amerikanske virksomheder med et lokalt produceret produkt. Der bliver ikke en 100 procent reduktion af vores eksport,« forklarer Philipp Schröder.

Ingen af de tre berørte handelspartnere har tænkt sig at finde sig i straftolden uden videre, og alle har bebudet en række snarlige modsvar. Umiddelbart blev aktier i både Europa og USA tynget af udsigterne til højere toldsatser og frygten for endeløs gengældelse. I USA faldt det brede S&P500-indeks 0,7 pct. til niveau 2705. Dow Jones-indekset gik 1,0 pct. tilbage til 24.416 point, og Nasdaq-indekset faldt 0,3 pct. til 7442 point. Også Asien er delvist ramt og ligger i rødt efter nattens handel. I Kina er Shanghai-indekset nede med 0,53 pct., mens det australske ASX200 indeks er nede med 0,36 pct. Hong Kongs HSI-indeks dykker også en anelse. Til gengæld er Japans Nikkei 225 indeks på vej opad med et plus på 0,28 pct. De japanske stålværker er endnu ikke ramt af Trumps stålkrig, der i dag er sat i værk overfor EU, Canada og Mexico.

3
Godt nyt fra Italien

Endelig godt nyt fra den kaotiske politiske scene i Italien. De to ledende partier, Femstjernebevægelsen og Ligaen, fandt torsdag aften sammen om en ny regering under ledelse af Guiseppe Conte, der ellers forleden måtte opgive at danne regering, da Italiens præsident ikke kunne acceptere en af ministrene, skriver Ritzau.

Det betyder, at euroen styrkes igen og fredag morgen koster 1,1680 dollar. Torsdag aften var prisen 1,1671 dollar, og den markante svækkelse mandag og tirsdag blev således indhentet.

»Jeg ville have troet, at det ville tage længere tid at få dannet en regering. Det ser ud til, at markederne har overreageret, men det har måske også gjort, at partierne hurtigere har nået en aftale,« vurderer Ayako Sera, der er markedsøkonom hos Sumutimo Mitsui Trust Bank, over for Reuters.

Ifølge Reuters er euroen ellers blevet svækket i løbet af de seneste seks uger, da nøgletal har vist en lavere vækst og politisk ustabilitet i Sydeuropa. Overfor dollar svækkes den japanske yen til 109,13 for en dollar, efter Bank of Japan har reduceret sin beholdning af japanske statsobligation for første gang siden februar. Torsdag eftermiddag var prisen for en dollar 108,61 yen.

Sent i aftes blev en ny ministerliste fremlagt, hvor bl.a. Femstjernernes leder Luigi Di Maio, foruden at være viceregeringschef, også skal være arbejdsminister og minister for økonomisk udvikling. Legas leder Matteo Salvini skal også være viceregeringschef, og desuden indenrigsminister. Paolo Savona, som præsidenten ikke kunne acceptere som finansminister, bliver i stedet minister for europæiske anliggender.

4
Nu kan du lease bil med din nabo, ven, søster ...

Til at gå på weekend en lidt lettere nyhed fra transportens verden. GoMore har udvidet sine tilbud til nu også at omfatte muligheden for at lease en bil med sin nabo, et vennepar, sin søster eller andre. Konceptet gør det muligt at være to parter på kontrakten og dele regningen lige. Derefter er det op til parterne at aftale, hvornår de hver især kan bruge bilen.

»Vores medlemmer har altid kunnet leje deres leasingbil ud, når de ikke bruger den. Men vi har fået flere forespørgsler fra medlemmer, som ønskede at være to på leasingkontrakten,« siger Josephine Ahlefeldt-Lauvig, som er ansvarlig for medlemskontakten hos GoMore.

Foreløbig tilbydes dobbeltleasing kun i seks måneder og med bilmodellen Nissan Qashqai, men det er meningen på længere sigt at tilbyde GoMores øvrige modeller på sammen måde. Prisen er 2.600 kroner fra hver af leasingtagerne, og hos GoMore inkluderer prisen både service, forsikring og grøn afgift.

Nissan Qashqai optræder ikke blandt GoMores øvrige leasningtilbud. Men en sammenlignelig bil i rummelighed, Renault Megane, kan leases for knap 4.000 kroner af en enkelt leasingtager.
GoMore oplyser, at der blevet arbejdet på konceptet, siden flere medlemmer i efteråret begyndte at efterspørge leasingbiler, hvor der stod mere end et navn på kontrakten.

Det skal investorerne holde øje med:

  • De asiatiske markeder har reageret positivt på den seneste omgang erhvervstillidstal fra Kina, hvor det officielle tal slog forventningerne med godt et halvt point torsdag, imens det tilsvarende private tal fra Caixin her til nat kom ud på 51,1 vs 51,3 forventet. Summen er et godkendte billede af aktiviteten i Kina, med specielt de større offentlige virksomheder i bedre humør efter lempede finans- og pengepolitiske tiltage den seneste måneds tid. Det bør hjælpe på aktiehumøret her i Europa fra morgenstunden.
  • Kl 14.30 kommer den vigtige private jobrapport fra USA, der i sidste måned med en solid (men svagere end ventet) jobvækst omkring 165.000 jobs og fravær af tiltagende lønpres var lige præcis ikke for varm og ikke for kold til at glæde aktiemarkedet. I denne måned ventes højere jobvækst på 189.000 imens nogle estimater går så højt som 250.000 jobs. Givet den seneste tids rentefald, så vil markederne være mere robuste overfor en stærkere rapport (lønvækst/jobskabelse) end ventet, imens risikoen for markederne er, hvis jobskabelsen dykker markant imod vores forventning.
  • Blot halvanden time den amerikanske jobrapport, venter ISM-data for fremstillingssektoren i USA, der viser de amerikanske indkøbschefers syn på de nuværende markedsforhold og dermed den amerikanske erhvervstillid. Efter et par måneder med fald er der lagt op til en stabilisering eller endda stigning, hvis vi ser på signalerne fra de tilsvarende regionale undersøgelser. Fremgang i ISM vil trække udviklingen i USA endnu mere væk fra de svækkede erhvervstillidstal i bl.a. Europa og Japan til gavn for amerikanske aktier, renter og dollaren.

Det sker på markederne:
Asien:

NIKKEI +0,5%

HANG SENG -0,1%

SHANGHAI -0,5%

USA:

S&P 500 -0,7%

NASDAQ -0,3%

DOW JONES -1,0%