Forgæves innovation, boligskatter og lidt mere smæk til Hellerup Finans

Dit overblik over dagens erhvervshistorier.

Læs mere
Fold sammen

Godmorgen.

Hellerup Finans. Vi har skrevet om dem. Mange gange. Investeringsselskabet fra - ja  - Hellerup har med en aggresiv stil og store armbevægelser i løbet af sin korte levetid har markeret sig som lidt af et kuriosum i dansk erhvervsliv. Fra at have talt om tårnhøje vækstrater og børsplaner synes virkeligheden at have gjort sit indtog de seneste måneder, hvor man fx har afleveret et nyt regnskab, der blotlagde en noget trist virkelighed.

Dårlige sager har martret selskabet, som den halvkontroversielle Torben Jensen står bag, i hele 2016, og onsdag kører finans.dk videre. Denne gang med historien om, at Torben Jensen og co. risikerer at blive erstatningsansvarlige, hvis man har vidst, at investorer skød penge i virksomheden på et forkert grundlag.

I starten af juli måtte Hellerup Finans i en noget uhørt manøvre korrigere sit eget regnskab, et nyt blev sendt på gaden, og her var overskud vendt til underskud, og en positiv egenkapital var pludselig blevet negativ. Selskabet bag - Hellerup Finans Holding - er ifølge finans.dk aktuelt i gang med at korrigere sit regnskab som følge af datterselskabets unoder, og det er her, at tingene kan blive tricky.

For Hellerup Finans Holding har siden juni 2015 - der hvor seneste regnskab går til - modtaget små 40 millioner kroner fra nye investorer, men har de mon investeret på forkert grundlag så?

»Hvis investorerne har tegnet aktier på et forkert grundlag, kan der gøres et erstatningskrav gældende mod selskabet og mod ledelsen, hvis den vidste eller burde have vidst, at der var et problem med aktiverne i datterselskabet på daværende tidspunkt,« siger Søren Friis Hansen, professor på CBS til finans.dk.

Torben Jensen skriver til finans.dk, at han mener, investorerne har tegnet aktier på et fuldt oplyst grundlag.

Vi fortsætter videre til Børsen, der i dag skriver om - tadaaa - grundskyld. Måske er du ved at være grundtræt af at læse om den så upopulære skat, men for en stor del af de hundredtusindvis af boligejere kan det nye ejendomsvurderingssystem vise sig at bringe dårligt nyt.

Ifølge Børsen vil det nye vurderingssystem blotlægge den ubekvemme sandhed, at mange har betalt for lidt i en årrække, og det store efterslæb skal jo så indhentes på en eller anden måde. Her barsler regeringen ifølge Børsens oplysninger med en model, der vil tillade boligejerne at udskyde betalingen til man dør eller sælger huset.

Og for lige at få det på plads: Der er tale om en regning, der fra sit nuværende niveau kan blive fordoblet, sådan at en boligejer, som betaler 50.000 i dag, kan risikere, at regningen om 11 år hedder 100.000 kroner, skriver Børsen.

Både LA og K er sådan lidt »mjah« ved regeringens plan. LA mener, det er lidt bedre end ingenting, Konservative kalder det »symptombehandling«.

Og vi slutter på hjemmebane her hos Berlingske Business, hvor dagens forsidehistorie handler om innovation. Det er historie med en forside og bagside, kan man sige. For faktisk er næsten Danmark europamester i innovation ifølge EUs seneste rapport, European Innovation Scoreboard, hvor vi kun er overgået af Sverige, men vi er til gengæld frygtelig dårlige til at udnytte det, mener flere navnkundige personer.

En af dem er direktør for Innovationsfonden, Peter Hønggaard Andersen.

»Danmark er ikke entydigt stærk på innovation. Vi er fortsat ikke gode nok til at få omsat ny viden til arbejdspladser,« siger han.

»EU-rapporten kigger i højere grad på, hvor mange midler der bliver brugt på at udvikle innovationer, og i mindre grad på, hvad der kommer ud af de innovationer,« tilføjer han.

Resultatet af det er, at vi ender med en såkaldt flaskehals, hvor vi godt nok poster betragtelige midler i innovation og ny forskning, men hvor frugterne aldrig kommer ud af hullet. Læs hele historien her.

God onsdag.