Ford har fremgang

Stik mod forventning har flere af de store bilfabrikker oplevet et øget salg i USA.

Foto: JUSTIN SULLIVAN
Endnu en gang har de amerikanske forbrugere overrasket med deres adfærd. Da julehandlen blev skudt i gang »Black Friday« - den fjerde fredag i november - oversteg forbrugernes købelyst selv de mest optimistiske analytikere.

Nu har de gjort det igen og købt biler i et omfang, så Ford Company for første gang i 12 måneder har oplevet et stigende salg, skriver BBC.

I november solgte Ford 182,915 biler i USA og det er ca. 700 flere end på samme tidspunkt sidste år. Købelysten smittede også af på de japanske konkurrenter, Nissan, Honda og Toyota, der oplevede en stigning på henholdsvis 6,1 pct., 4,7 pct. og 0,3 pct..

Helt så lyst så det ikke ud for Chrysler, der oplevede en nedgang på to pct. i den forgangne måned.

Stigningen hos Ford skyldes især et øget salg af den nye Ford Escape SUV og Ford Edge, og analytiker hos Global Insight, Rebecca Lindland siger til BBC, at det nok er her forklaringen på Fords gode resultat skal findes.

»(Det) viser, hvilken indflydelse nye produkter kan have. Vi tror dog, at stadig, at trenden går nedad til næste år, men ikke helt i samme omfang som sidste år.«

De videre økonomiske udsigter for USA er både shaken og stirred, på grund af faldende boligpriser, stigende oliepriser og krisen på lånemarkedet, og bilindustrien forudser, at det kommer til at influere på amerikanernes købevaner. Analytikerne forudser, at salget af biler og finindustrielle produkter skønnes at ramme det laveste punkt siden 1998. Selv om Toyota fik en svag stigning i deres samlede salg, faldt salget på deres luksus-mærke, Lexus med syv pct., og det tilskrives netop de faldende huspriser og stigende benzinpriser.

Samlet set vurderes det, at selv om bilindustrien er trængt for øjeblikket, er den ikke sendt til tælling. Ifølge BBC har både Ford og General Motors mistet markedsandele til deres ikke amerikanske konkurrenter, og er derfor forsigtige. Samtidig med, at de fortalte om det gode novembersalg, meddelte de, at de havde skåret i produktionsplanerne for første kvartal næste år.