Forbund forbereder sig på konflikt

I dag skal de ansatte i staten forsøge at lande en aftale om ny overenskomst med finansminister Bjarne Corydon (S). Men voldsomme knaster venter forude, og flere forbund forbereder medlemmerne på konflikt.

Lærerne på blandt andet gymnasier, AMU-centre og produktionsskoler forbereder sig på en konflikt. Flere fagforeninger, deriblandt Uddannelsesforbundet og Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), har indkaldt til ekstraordinære kongresser og repræsentantskabsmøder i den kommende tid.

Foreløbig ser det nemlig ikke ud til, at de kan blive enige med finansminister Bjarne Corydon (S) om nye overenskomster, hvor striden står om lærernes arbejdstidsaftaler. Ministeren vil afskaffe aftalerne, præcis som kommunernes (KL) vil afskaffe folkeskolelærernes. Og ligesom lærerne i folkeskolen frygter underviserne på gymnsieområdet, at de fremover skal arbejde uden en øvre tidsgrænse.

I dag skal parterne så lægge arm i det, der er planlagt til at blive det sidste slag om det generelle indhold i de nye overenskomsterne for godt 180.000 ansatte i staten. Men de står altså lang fra hinanden. For ud over uenigheden med gymnasielærerne er Bjarne Corydon også på kollissionskurs med de øvrige forbund. Det skyldes, at han vil afskaffe den særlige lønregulering, som siden 1980erne har løftet de offentlige ansattes løn op på niveau med de ansatte i den private sektor. Ikke overraskende er fagbevægelsen stærkt imod, da det vil give regeringen mulighed for at helt frit at sætte deres medlemmer ned i løn uden at tage hensyn til lønudviklingen i den private sektor.

Forhandlingerne er gået i stå

Det er derfor næppe sandsynligt, at finansministeren når frem til en overordnet aftale med alle forbundene i dag. Dels fordi det ikke er muligt at indgå en fælles aftale på statens område uden at alle tre faggrupper er enige, dels fordi ministeren formentlig vil være sikker på, at han har lærerne på plads, før han laver en aftale om overordnede emner som løn, barsel, pension og tillidsrepræsentanter med de øvrige forbund.

Også folkeskolelærerne forventer at blive lockoutet af kommunerne, som er ultimative i kravet om at få fjernet deres arbejdstidsaftale. I sidste måned holdt Danmarks Lærerforening ekstraordinær kongres, og forhandlingerne med de øvrige forbund i kommunerne er nærmest også gået i stå. Ligesom i staten er parterne også her uenige om meget andet end blot lærernes arbejdstidsaftale. Det gælder især antallet af tillidsrepræsentanter og de ansattes ferie.

Endnu er der lang vej til konflikt, men især uddannelsesforbundene har i øjeblikket blikket skarpt rettet mod strejkekasserne.