Forbrugerrådet ser positivt på banker i Brugsen

Hvis FDB viderefører sin gode tradition for at sikre forbrugerne gode forhold, så hilser Forbrugerrådet dagligvarekædens idé om at oprette banker velkommen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forbrugerrådet byder FDBs tanker om at åbne banker i detailkædens brugser og supermarkeder velkommen. FDB har nemlig tradition for at sikre forbrugerne gode forhold, forklarer Morten Bruun Pedersen, der er økonom i Forbrugerrådet.

- Med den baggrund, de har, vil de kunne sikre god forbrugerbeskyttelse. FDB har en forbruger- og medlemstilgang til tingene - i hvert fald i deres oprindelige tilgang, og derfor synes jeg, at det vil være fint, hvis de kan komme som et frisk pust i banksektoren, siger han.

Morten Bruun Pedersen vil ikke kommentere, hvorvidt der er brug for flere banker og pengeinstitutter i Danmark. Men hvis FDB gør alvor af idéen, kan det sikre indbyggerne i landets yderkommuner mulighed for at komme i banken uden at skulle til en større by i nærheden.

- I små bysamfund kan det være en fordel, hvis man kan samle bank, posthus og brugs. Det kan være med til at udvikle områder, der er tyndt befolkede, og hvor forretninger lukker på stribe. Hvis man samler de her ting, så er der en stor chance for, at områderne bliver mere levedygtige.

Hos FDB understreger bestyrelsesformand, Lasse Bolander, at dagligvaregiganten endnu kun er i overvejelsesfasen med hensyn til åbning af banker. Han vil ikke uddybe, om der kommer en afklaring i nærmeste fremtid.

- Vi er hele tiden på jagt efter at se, hvordan vi kan gøre vores Coop Plus fordelsprogram endnu bedre, og der overvejer vi flere ting, der kan gøre det mere attraktivt. Og der overvejer vi forsikringer, bank og så videre, siger han.

Coop, der er ejet af FDB, står blandt andet bag Kvickly, Fakta, Irma og Brugsen-kæderne. Coop har kørt med overskud, siden FDB købte koncernen tilbage fra det nordiske samarbejde COOP Norden for fem år tilbage. Alene sidste år havde Coop og brugsforeningerne ifølge Jyllands-Posten et overskud på 545 millioner kroner.