Forældede B&O-butikker får det røde kort

Danske butikker bliver presset til at modernisere deres aldrende B&O-butikker, hvis de stadig vil sælge B&O. Ophørsudsalg kan komme til sommer.

B&Os topchef, Tue Mantoni, frem­lægger en ny strategiplan i kølvandet på virksomhedens skuffende udvikling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Brugte TV-skærme til spotpris i vinduerne, rod i butikkerne og utidssvarende indretning. Den slags bliver der slået hårdt ned på, når B&O i foråret rykker ud til sine forhandlere til en alvorlig snak om fremtiden.

»Vi har nedsat en taskforce. Dens opgave bliver at identificere forhandlere, der præsterer dårligt, og få afsluttet samarbejdet med dem eller finde en anden holdbar løsning,« siger topchef i B&O Tue Mantoni.

Allerede nu slår han fast, at omtrent 125 europæiske forhandlere bliver opsagt af B&O de kommende 12 til 18 måneder. Meldingen kommer få måneder efter, at Berlingske Business kunne fortælle, at 147 europæiske B&O-butikker allerede er bukket under siden 2008, hvilket svarer til en reduktion på 25 procent.

B&O-butikkerne har ifølge Tue Mantoni længe trængt til at blive moderniseret. Forhandlerne vil derfor blive bedt om at følge en række nye krav til butiksindretning, og de forhandlere, som ikke accepterer B&Os krav, bliver opsagt.

B&O-chefen har valgt at fremskynde butiks­lukningerne, »og en stor andel lukninger« vil ske allerede i dette regnskabsår, hvilket betyder, at forhandlere vil miste deres kontrakt, når B&Os regnskabsperiode udløber 31. maj, og det kan betyde ophørsudsalg flere steder i Danmark.

Forhandlerne undrer sig

Blandt mange af B&Os forhandlere er holdningen, at endnu en modernisering er unødvendig, da B&O-butikkerne i deres opfattelse allerede fremstår præsentable.

»Jeg har svært ved at svare på, om jeg vil være klar til en modernisering, hvis den kommer til at koste os rigtig mange penge,« siger Kim Skjold Pedersen, der er medindehaver af Expert Grindsted, som har en B&O-shop i butikken.

»Hvis B&O vil stramme op, så må vi træffe en beslutning ud fra det. Men jeg synes, at indretningen er fin, som den er i dag,« siger Kim Skjold Pedersen.

Også Hans Nielsen, indehaver af 2Tal Mini Radio i Herning, mener, at hans B&O-shop fremstår pæn, som den er.

»Vi har allerede moderniseret vores B&O-afdeling, men vi må jo se på, hvordan B&Os oplæg bliver. Jeg synes, at vores B&O-shop ser rigtig ud, som den gør i dag,« siger han.

De fleste B&O-butikker har oplevet en markant nedgang i omsætningen siden 2008, og mange af de danske fortæller til Berlingske Business, at deres omsætning endnu er på niveau med, da krisen begyndte. Det har fået flere af dem til at købe særdeles konservativt ind af nye produkter. I flere forhandler-­vinduer i Danmark har man i stedet for produktnyheder kunnet se brugte B&O-produkter til salg for spotpriser. Trods udfordringerne fortæller mange B&O-forhandlere, at de gerne vil fortsætte med at sælge B&O-produkter.

»Vores B&O-salg er faldet, og vi kan ikke holde samme niveau som sidste år, Men vi fortsætter. Vi er glade for at sælge B&O-produkter,« siger Gunnar Tychsen, ejer af Haderslev Radio og TV.