Fogh: Jeg har handlet i tide

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser oppositionens kritik af, at han har handlet for sent på den internationale økonomiske krise.

Foto: Scanpix
Anders Fogh Rasmussen sammenligner krisen med en "tsunami", der har overrasket alle med sin hurtighed og voldsomhed.

"Det ville jo nærmest være udtryk for landsskadelig virksomhed, hvis jeg forsøgte at tale dansk økonomi ned i et sort hul," siger statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

Anders Fogh Rasmussen understreger samtidig, at regeringen følger situationen dag for dag og er klar til at stimulere økonomien ved for eksempel at fremrykke offentlige investeringer eller i første omgang underfinansiere en kommende skattereform.

Bankpakke haster
Samtidig sagde Fogh, at det haster at forhandle bankpakken på plads. Regeringen håber, at den er forhandlet færdig om få dage, så Folketinget kan vedtage den i januar.

Statsministeren understreger desuden, at regeringen er klar til at fremrykke offentlige investeringer til skoler og andre institutioner samt trafikinvesteringer.

Derudover fastholder han, at den kommende skattereform fra begyndelsen kan underfinansieres for at "give et puf til økonomien". Skattereformen skal være forhandlet færdig inden sommerferien, så den kan træde i kraft fra den 1. januar 2010, siger Anders Fogh Rasmussen.

Ritzau