Flertal er enige om at forlænge hjælpepakker

Et flertal i Folketinget forlænger hjælp til brancher, som er ramt af coronakrisens restriktioner, frem til udgangen af oktober, fremgår det ifølge Ritzau af aftaleteksten.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) bliver interviewet forud for forhandlingerne om hjælpepakker i Erhvervsministeriet i København fredag den 28. august 2020. Den nuværende ordning for hjælpepakkerne udløber lørdag. Philip Davali

Et flertal i Folketinget har netop besluttet at forlænge hjælp til brancher, som er ramt af coronakrisens restriktioner, frem til udgangen af oktober.

Det drejer sig ifølge Ritzau om dansk erhvervs-, kultur- og idrætsliv, som har forbud mod at åbne, og som er begrænset af forsamlingsforbuddet på 500 personer, grænselukninger og rejsevejledninger.

»Selv om der grundlæggende er godt styr på coronasmitten, så er truslen ikke drevet over,« siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.

»Derfor har vi udskudt dele af fase 4. Vi skal åbne økonomisk klogt op. Vi skal lytte til eksperterne, som siger, at vi skal udfase de generelle hjælpepakker. Men vi skal stadig hjælpe de dele af erhvervslivet, som er ramt af forsamlingsforbud, grænselukninger og rejsevejledninger,« tilføjer ministeren.

Bag aftalen står foruden regeringen, Venstre, SF, De Radikale, De Konservative og Alternativet.

Ifølge DI vil forlængelsen af hjælpepakkerne redde job i turist- og eventvirksomhederne. Store dele af turist- og oplevelseserhvervet har ifølge DI stået i en situation, hvor de på grund af rigide regler ikke kunne få adgang til den kompensation, som politikerne oprindeligt havde stillet dem i udsigt.

Men med aftalen justerer politikerne ifølge DI på kompensationsordningen for faste omkostninger, så flere virksomheder kan få den helt nødvendige kompensation for de tab, som de har haft grundet de mange corona-restriktioner.

»Forlængelsen af hjælpepakkerne til udgangen af oktober – og til udgangen af året, hvis restriktionerne ikke er lempet - falder på et tørt sted. Turist- og oplevelsesvirksomhederne er meget hårdt presset, og nogle ville risikere at vælte, hvis tæppet blev hevet væk under dem. Dagens aftale kan være med til at give lidt ro til virksomhederne,« siger medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen, Dansk Industri (DI) i en pressemeddelelse.

Ifølge cheføkonom i Nykredit, Troels Kromand Danielsen, er det fornuftigt at holde hånden under hårdt ramte erhverv lidt endnu, men på et tidspunkt må man ifølge cheføkonomen også lade falde, hvad ikke kan stå.

»Det er grundlæggende fornuftigt, at holde hånden under de særligt ramte lidt endnu. Men det går fremad i dansk økonomi, og ledigheden falder her efter ferien. Inden længe kan det blive nødvendigt at lade økonomien stå på egne ben for at sikre en hurtigere omstilling, og i stedet forlade sig på mere klassisk efterspørgselsstimulerende finanspolitik for at hjælpe omstillingen i gang,« skriver Troels Kromand Danielsen i en kommentar til aftalen.