Flere lønkroner kræver stramning af finanspolitik

Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven: Flere lønkroner til offentligt ansatte kræver opstramning af finanspolitikken.

Når regeringen hæver lønsummen med 5,1 milliarder kroner over de næste tre år, allerede før overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte rigtigt er gået i gang, kræver det opstramninger andre steder på finansloven. Det siger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven.

- Vismændene og Nationalbanken har advaret mod en ekspansiv finanspolitik og anbefalet en opstramning. Det er noget, som jeg tror, alle økonomer vil være enige om, siger Jacob Graven.

Regeringen har hævet rammen for lønstigninger i den offentlige sektor fra 3,25 procent til 4 procent. Det betyder, at den årligt har lagt en ekstra pose penge oveni på 1,7 milliarder kroner årligt - svarende til 5,1 milliarder i den treårige overenskomstperiode.

For høje lønstigninger kan skade væksten, advarer cheføkonomen.

- Vi risikerer at komme op på et niveau, hvor det er uholdbart for samfundsøkonomien, siger Jacob Graven.

/ritzau/