Flere familiefædre bliver dårlige betalere

Den stigende arbejdsløshed får antallet af dårlige betalere til at stige voldsomt. Mange er almindelige familiefædre.

Læs mere
Fold sammen
Masser af fyringer på de danske virksomheder smitter nu af på skyldnerstatistikken, som viser en markant stigning i antallet af dårlige betalere. Det viser en opgørelse fa Debitor Registret.

Alene i juli måned er 3.000 nye skyldnere kommet til. Det er en stigning på to procent, hvilket er dobbelt så stor en stigning som i de første seks måneder af året.

Skyldnerne kommer fra alle dele af landet og findes i alle aldersgrupper. Alligevel tegner der sig et billede af, at en ny gruppe er at finde blandt de dårlige betalere. Stadig flere mænd over 36 år er blandt skyldnerne, og det er typisk familiefædre, som har mistet deres arbejde i løbet af året.

- Det er især de familier, som har kørt deres økonomi helt til stregen, vi ser i registret. De har ingen opsparing at tære på, og når lønnen udebliver, vælter læsset, siger Birger Baylund, adm. direktør i Debitor Registret.

Ud over at flere danskere kan kaldes dårlige betalere, bliver sagerne også værre, så de ikke kun handler om mindre registreringer for forbrugsgoder eller om ubetalte mobiltelefoneregninger. Mere end halvdelen af sagerne er så alvorlige, at de kan ende med tvangsauktion af hus, eller at skyldneren smides ud af banken.

Den samlede gæld er nu oppe på det højeste niveau nogensinde.

- ulha