Flere ansatte kan undgå dansk skat

Danmark har omkring ti dobbeltbeskatningsaftaler med forskellige lande, som medfører, at udenlandske selskaber i visse brancher kan have ansatte med bopæl i Danmark, som ikke skal betale skat.

Ryanairs personale betaler irsk indkomstskat, selv om de bor og arbejder i Danmark. Arkivfoto: Anne-Christine Poujoulat/AFP
Læs mere
Fold sammen

Det er ikke kun irske transportselskaber som Ryanair, der kan lade sit personale med bopæl i Danmark nøjes med at betale irsk skat på grund af en særlig bestemmelse i dobbeltbeskatningsaftalen med Danmark.

Danmark har lignende aftaler med omkring ti lande, hvor ansatte i visse selskaber uanset nationalitet angiveligt kan bo i Danmark uden at bidrage til fælleskassen.

Det skal nu undersøges til bunds, bebuder regeringen. For ikke blot går den slunkne statskasse glip af indtægter. Aftalerne stiller også de danske selskaber som eksempelvis SAS i en svær konkurrencesituation, fordi de skal tage højde for skatten i deres lønninger.

»Der er omkring ti aftaler, der minder om den irske, og de påkalder sig selvfølgelig særlig opmærksomhed nu. Hvis der er urimelig konkurrence som følge af aftalerne eller skat fra lønmodtagere, vi mener burde gå i den danske statskasse, men ikke gør det, så vil regeringen se på mulighederne for at ændre vilkårene i de pågældende aftaler,« siger SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, og henviser til, at Skat i 2013 vil have særligt fokus på beskatningen af personer, der arbejder for udenlandske selskaber.

V maner til besindighed

Men det er langtfra sikkert, at landene vil gå med til at fjerne de særbestemmelser, som giver deres virksomheder skattefordele. I den situation må Danmark acceptere vilkårene eller alternativt helt opsige aftalerne. Det skete tidligere i 2008 med Frankrig og Spanien, som ikke ville lade tilflyttede danske pensionister nøjes med at betale dansk skat. Det har siden skabt problemer med skatten for blandt andet danske virksomheder i Frankrig.

Ifølge partner i revisionsfirmaet Deloitte Richardt Tabori Kraft er det derfor heller ikke sikkert, det vil være en fordel at opsige aftalen med eksempelvis Irland.

»Skatteaftalerne kommer også danske virksomheder og ansatte til gode, hvis de eksempelvis har ansatte i Irland. Hele formålet med dobbeltbeskatningsaftalerne er jo at gøre det lettere for virksomheder og personer, så de ikke skal stå i en situation, hvor de kommer til at betale skat i to lande,« siger han.

Venstre vil afvente resultatet af Skats undersøgelse, men advarer mod at ture for hurtigt frem.

»Det er fint, at Skat vil tage aftalen op til revision. Men man skal huske, at hvis vi må opsige aftalen, kan det også ramme andre virksomheder, som så risikerer at skulle betale skat to steder,« siger Venstres Gitte Lillelund Bech, formand for skatteudvalget.