Finsk erhvervslivs forvandling: Fra Nokia til Angry Birds

Hvor Finlands erhvervsliv tidligere blev domineret af mobilgiganten Nokia og landets store skov- og papirindustri, er det i stedet udvikling af spil, som er en af Finlands hurtigst voksende brancher. Samtidig er Finland en af de førende nationer, når det kommer til byggeri af krydstogtskibe.

ROVIO-GAME/
Først var Finland kendt for især mobilgiganten Nokia, indtil disse hvinende fugle – Angry Birds – overtog scenen og skabte en gigantisk eksportsucces. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Kauranen/Reuters/Ritzau Scanpix

Når man taler om finsk erhvervsliv, er det svært at komme uden om Nokia. Mobilproducenten var omkring årtusindskiftet en af verdens mest succesfulde virksomheder med en global markedsandel på over 50 pct. Nokia stod i flere år for omkring en femtedel af Finlands samlede eksport, og virksomhedens markedsværdi svarede i storhedstiden til over 160 pct. af det samlede finske bruttonationalprodukt (BNP).

Resten er, som man siger, historie. Nokia tabte sin førerposition på mobilmarkedet til Apple og andre producenter og er i dag noget mindre betydningsfuld for den samlede finske økonomi.

Samtidig med at Nokia og den øvrige tele- og elektronikindustri er blevet mindre, er landets store skov- og papirindustri også under pres, idet efterspørgslen efter papir er faldet, i takt med at computere, tablets og smartphones har mindsket behovet for papir.

Eller som Finlands tidligere økonomiminister og den nuværende borgmester i Helsingfors, Jan Vapaavuori – stærkt inspireret af en lignende udtalelse fra Nordeas tidligere bestyrelsesformand Björn Wahlroos – har beskrevet det:

»Det var iPaden, der dræbte den finske papirindustri, og iPhonen, der dræbte den finske teleindustri«.

I starten af 00erne bidrog både elektronikindustrien og skov- og papirindustrien med over ti pct. til Finlands bruttoværditilvækst. I dag bidrager skov- og papirindustrien med fem pct. til landets bruttoværditilvækst, mens elektronikindustrien bidrager med tre pct.

Aldrende befolkning giver muligheder for virksomheder

Men hvad skal Finland leve af i fremtiden? Sami Pakarinen, der er chief economic policy advisor i Finlands pendant til Dansk Industri, peger på flere sektorer, som han mener, står stærkt rustet til at drage nytte af en række globale tendenser.

»Alle sektorer, der er drevet af globale megatrends såsom klimaændringer, urbanisering, digitalisering og aldring. Finland er stærk på alle disse områder. Vi er det første land i Europa, der skal håndtere aldringsproblemet,« forklarer Sami Pakarinen, der mener, at den hastigt aldrende befolkning kan give grobund for udvikling af nye teknologier og løsninger, som kan eksporteres til andre lande, hvor befolkningen også bliver ældre.

Samtidig har Finland de seneste år gjort sig bemærket ved sin hastigt voksende spilindustri, der de seneste år har udviklet populære spil som Angry Birds og Clash of Clans. Ifølge Helsinki Times sidder finske virksomheder på syv pct. af det globale marked for udvikling af mobilspil, der årligt vokser med 45 pct. Faktisk går det så stærkt for de finske spiludviklere, at de har svært ved at finde spiludviklere og derfor i stigende grad må finde nye medarbejdere i udlandet.

Verdens største krydstogtskib, Oasis of the Seas, der er bygget i den finske by Turku, passerer under Storebæltsbroen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Det er også værd at bemærke, at Finland fortsat er en af Europas førende skibsbyggere. Især når det kommer til byggeriet af krydstogtskibe, har Finland markeret sig ved at bygge nogle af verdens allerstørste skibe de seneste år. Krydstogtskibet Allure of the Seas, der i 2010 gled under Storebæltsbroen med kun 64,96 cm op til broen, er bare en af mange store krydstogtskibe, som flere gange om året forlader havnen i Turku i det sydvestlige Finland, der er blevet en såkaldt klynge for skibsbyggeri.

Ifølge en rapport fra Finlands økonomi- og beskæftigelsesministerium, som blev udarbejdet i 2016, omsætter den maritime sektor årligt for omkring 13 mia. euro og beskæftiger 48.000 personer.