LONDON: Hvem blinker først?

Det er det centrale spørgsmål i den stirre-konkurrence, der i øjeblikket udspiller sig mellem de europæiske lovgivere og kreditvurderingsbureauerne. Et godt eksempel på hvor dyb tillidskrisen er, så man i august sidste år, hvor en presset tidligere italiensk premierminister, Silvio Berlusconi, skulle forklare, hvordan regeringen ville reagere på de aktiesmæk, der havde sendt kurserne på store italienske virksomheder ned med mere end ti procent og rystet udsigterne for den italienske økonomi. Flere kommentatorer og opposi-tionspolitikere havde samme dag krævet hans afgang. Lige inden talen retter han på kraven, der ser ud til at snerre om halsen.

Netop samtidig var tillidskrisen, Berlusconi talte om, blevet meget konkret. 600 kilometer derfra, i Milano, brød det italienske politi ind og ransagede kontorerne hos de Moody’s og Standard & Poor’s, som var mistænkt for at have lækket en forestående nedgradering af den italienske økonomi og fået premierministerens skjortekrave til at stramme.

Fronterne er trukket op, ingen af parterne ser ud til at ville give sig, og holdningskløften synes lige så dyb som en dårlig dag på børserne. Spørgsmålet er, hvordan de to parter er blevet så grueligt uvenner.

Finanskrisens centrum

Man kan få et godt svar ved at gå en tur i Londons finanskvarter, Canary Wharf. I midten af kvarteret ligger Londons næsthøjeste bygning, som også er centrum for Moody’s aktiviteter i Europa, Afrika og Mellemøsten. Med sine 50 etager rejser den sig over de fleste andre skyskrabere i omegnen, og i den blanke facade står spejlbilleder af alle bureauets naboer. Man behøver stort set kun at konsultere de fire verdenshjørner for at få en hurtig genfortælling af den finanskrise, som er grunden til det store skænderi. En ting er nemlig sikker: Moody’s og de andre ratingbureauer har været mere end ualmindeligt gode venner med deres naboer.

Går man ud af bygninngen mod nord, er man omkring 20 meter fra at besøge den amerikanske bank Merrill Lynch og ejerne hos Bank og America. Merrill Lynch pralede i årene op til krisen med at være den største underskriver af de lukrative pakker med risikable lån, også kaldet CDOer, der i sidste ende fik markedet til at kollapse. Giftige lån, som ratingbureauerne ikke advarede mod, før det var for sent.

Mod syd ligger den i øjeblikket største amerikanske bank, JP Morgan Chase, som har stået for en af de mest opsigtsvækkende sager i finansverdenen i år. Banken risikerer at tabe op mod ni milliarder dollar på en med CEO Jamie Dimons ord »frygtelig fejlslagen« handel med de såkaldte Credit Default Swaps. Finansproduktet, som har en central rolle i den europæiske gældskrise, og som fik finanskrisen til at eskalere. Endnu et af de lig i lasten, som ratingbureauerne er blevet stærkt kritiseret for ikke at advare farene ved.

Mod sydvest Citibank, som havde omtrent lige så mange risikable pakker med højrisiko-lån som Merrill Lynch, men som Moody’s alligevel gav ratings i toppen af skalaen de højeste. Mod nordøst investeringsbanken Morgan Stanley, som i årene op til krisen havde den mest aggressive gældssætning blandt alle investeringsbankerne.

Det er tredje gang, EU strammer reglerne for ratingbureauerne.

Konkret vil EU indføre en rotationsordning, hvor bureauerne ikke må følge en virksomhed i mere end tre år, og det kommer til at koste bureauerne og deres kunder penge.

Parterne uforsonlige

EU-politikerne siger, at det vil give plads til flere konkurrerende bureauer og sikre, at analytikerne ikke bliver for gode venner med deres kunder.

Bureauerne mener, at deres vurdering af virksomhederne vil blive dårligere som resultat af et ringere kendskab til virksomheden.

Videre ønsker EU som noget nyt at holde bureauerne juridisk ansvarlige for deres ratings, og det sidste oplæg er, at bevisbyden skal ligge hos bureauerne.

Det er kun rimeligt, mener EU, hvor der dog er nogen uenighed om, hvem der skal bære bevisbyrden.

Moody’s og S&P siger, at det vil gøre de europæiske vurderinger mere konservative og ramme både europæiske lande og virksomheder hårdt.

Bare det, at der kommer til at gælde et helt andet regelsæt på det europæiske marked, vil forvirre investorerne, lyder det.

»Ideen er jo, at man let skal kunne få etbenchmark for en investering, men hvis investorerne først skal se igennem, jeg ved ikke hvor mange forskellige regelsæt, giver det ikke megen mening. Eller tiltro til de europæiske markeder,« siger Peter Tuving, leder af Standard & Poor’s i Norden.

Vender man sig mod eksperterne, er meningerne om, hvilke konsekvenser der kan blive tale om, stort set lige så delte.

»Det handler nok mest om politik,« som flere siger.

Det mener Emilie Turunen også.

»Hvis der er én ting, finanskrisen har lært os, så er det, at markedet ikke kan regulere sig selv. Derfor er vi nødt til at gøre det, og netop kreditvurderingsbureauerne har i flere tilfælde været en så stor del af krisen, at vi er tvunget til at handle,« siger Emilie Turunen, som repræsentant for økonomiudvalget i EU-parlamentet.

Hverken hun eller de resterende medlemmer af udvalget frygter repressalier fra de overdommere, som vender tommeltotten op og ned over politikeres økonomier.

»Det er et revolverargument. En del af en magtkamp,« siger Emilie Turunen og understreger pointen: Parterne bliver nok aldrig enige.