Finanstilsynet i ny magtfuld rolle

Bankernes vagthund Finanstilsynet forbød i sidste uge en sparekasse at låne ud til særlige kundegrupper. Dermed griber tilsynet sine nye våben og træder nye veje. Den nye rolle rummer dog farlige udfordringer, mener ekspert.

Finanstilsynet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl Redhead
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bankkrak, egenrådige bankkonger og sager om svindel har fået nye magtmidler til at regne over bankvagthunden Finanstilsynet, siden finanskrisen satte ind. I sidste uge indviede tilsynsdirektør Ulrik Nødgaard det seneste våben til at holde bankerne i skak. Finanstilsynet forbød simpelthen Helgenæs Sparekasse på Mors at låne mere ud til specifikke kundegrupper.

Ifølge Michael Camphausen, advokat i Lett og projektforsker, ph.d. i finansiel regulering ved Københavns Universitet, er det udtryk for en ny og offensiv tilsynsstrategi, hvor tilsynet er gået fra at have det primære fokus på, om virksomhederne overholder den finansielle lovgivning, til i stedet at have størst fokus på, om bankerne og de finansielle virksomheder har holdbare forretningsmodeller.

Det handler altså ikke kun om, at en bank overholder kravene til pengetankens størrelse, men nu også om, at bankens forretningsmodel er solid nok:

»Nu går Finanstilsynet aktivt ind og blander sig i den enkelte banks egne forhold, så at sige og især i bankens aktiviteter og ledelse. Det er forhold, som sædvanligvis kun tilkommer bankens direktion og bestyrelse at tage stilling til,« siger Michael Camphausen.

Andet fokus

Han følger lovgivningen på området tæt og mener, at tilsynet nu er gået fra en rolle som passiv lovkontrollør, som først greb ind, da det var gået galt, til en rolle som proaktivt risikotilsyn, som på forkant vil hindre overdreven risikotagen i bankerne. Men det er der også farer ved, påpeger Camphausen:

»Faren ved at gå så tæt på ledelsens domæ-ne er dog, at grænsen mellem bankledelse og banktilsyn bliver udvandet. Og ved at give tilsynet sådanne skønsmæssige beføjelser af ledelsesmæssig karakter kommer der desuden en uforudsigelighed ind i myndighedsrollen. For selv om man som bank ikke er i konflikt som sådan med lovens forskellige regelsæt, kan man ikke i banken vide sig sikker på, om tilsynet vil have en anden holdning til den valgte forretningsmodel og på denne baggrund alligevel vil gribe ind med påbud over for banken,« siger han og fortsætter:

»Endda også førend der er aktuelle problemer i banken, så længe tilsynet blot skønner, at der f.eks. to-tre år ude i fremtiden vil kunne opstå problemer for den pågældende bank med den nuværende forretningsmodel. Men lovgiver og tilsynet har altså valgt at se det sådan, at det ikke nytter noget først at komme med påbud, når problemerne er aktuelle, for så er det reelt for sent at gribe ind. Man ønsker med andre ord ikke at kæmpe den forrige krig, når det gælder bankernes måde at drive forretningen på.«

Den nye tilgang giver ifølge forskeren en række udfordringer ikke blot for bankerne men også for tilsynet. For det stiller meget store krav til Finanstilsynets kompetencer, specialviden og ressourcer, når tilsynet blander sig i opgaver og ansvar, som bankernes ledelser normalt selv påtager sig. Flere banker har eksempelvis sat spørgsmålstegn ved, om Finanstilsynets folk kan sidde ved et skrivebord i Aarhusgade i København og vurdere priserne på jysk landbrugsjord:

»Hvis tilsynet påbyder en bank at ophøre med en bestemt aktivitet, så må det jo alt andet lige forudsætte, at tilsynet føler sig sikker på og banken tilsvarende føler sig tilstrækkelig tryg ved at tilsynet ikke kun matcher bankledelsens viden på det pågældende område, men faktisk har en større viden og erfaring. Tilsynet skal så at sige være klogere end banken for at kunne berettige et sådant indgreb,« siger Michael Camphausen.

Stiltiende accept

Hos bankernes brancheforening, Finansrådet, er der dog forståelse for, at Finanstilsynets folk blander sig i bankernes drift, i hvert fald når det gælder sagen om Helgenæs Sparekasse.

»Når der er en betydelig risiko for, at et pengeinstitut inden for en overskuelig fremtid ikke kan overholde kapitalkravene, så er det på plads med en tidlig indgriben. Ingen har glæde af, at en bank bliver nødlidende og skal afvikles,« siger videdirektør Klaus Willerslev-Olsen og henviser til, at der også i den europæiske lovgivning på området er lagt op til, at tilsynsmyndighederne skal gribe ind på et tidligt tidspunkt.

Lille spiller

I det første konkrete eksempel på et sådant proaktivt tilsyn går myndighederne efter en meget beskeden spiller på det danske bankmarked. Men der er i princippet intet, som forhindrer tilsynet i at gribe ind på forkant i forhold til de større banker.

»Finanstilsynets nye beføjelser gælder i forhold til alle banker uanset størrelse. Det er således forretningsmodellens sundhed og holdbarhed, der er afgørende, ikke bankens størrelse. Men ifølge tilsynet er det mere nærliggende at gribe ind over for eksempelvis de mindre nichebanker, hvis forretningsmodeller kan være mere sårbare. Desuden hylder tilsynet jo det såkaldte kirketårnsprincip, hvorefter en lokal bank bør holde sig til de kunder, der kan ses fra toppen af byens kirketårn. Erfaringen i lyset af den finansielle krise viser således, at en række banker fik ekspanderet for kraftigt både geografisk og produktmæssigt i årene op til krisen, og det er især holdbarheden af sådanne bankers forretningsmodeller, som tilsynet vil have fokus på,« vurderer Michael Camphausen.