Finansministeren skal i samråd om dansk økonomi

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal lægge sandheden om Danmarks økonomiske råderum på bordet, mener Socialdemokraterne, som kalder ministeren i samråd.

Finansminister Claus Hjort-Frederiksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Der er forskel på finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) udmeldinger om dansk økonomisk råderum, når ministeren taler henholdsvis til pressen og under ministeransvar til Folketinget.

Det mener Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht (S), der har kaldt finansministeren i samråd. Det sker, efter Politiken kan beskrive, hvordan det økonomiske råderum er større, end regeringens kasseeftersyn viste i august.

»Det er ret og rimeligt, at vi har reelle tal at tale ud fra i samfundsdebatten om, hvor mange penge der er at gøre med i det danske samfund de kommende år,« siger Benny Engelbrecht til Berlingske Nyhedsbureau. Han henviser til, at nye beregninger fra Finansministeriet viser, at det offentlige forbrug kan vokse med 3,5 milliarder kroner mere frem mod 2020 end hidtil antaget:

»Man må bare sige, at der er noget af en forskel på, når Claus Hjort Frederiksen taler under ministeransvar, og når han taler med pressen. Hvis man var flink, ville man sige, at han omgav sig med et røgslør. Var man mere drastisk, ville man bruge ord som manipulation. Sandheden er, at det ville være bedst, hvis vi havde en finansminister i Danmark, der nøgternt forholdt sig til de penge, der rent faktisk er at arbejde med,«

Benny Engelbrecht håber, at finansministeren i samrådet vil bekræfte, at det økonomiske råderum rent faktisk er større frem til 2020.

»Jeg håber, at vi på samrådet åbent kan få lagt frem, hvad der er sandheden omkring dansk økonomi, og at det kan skabe et bedre debatklima,« fastslår S-ordføreren.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen bekræfter over for Politiken, at råderummet er større end først antaget. Til Socialdemokraternes kritik af ham, svarer ministeren:

»Vi har et todelt problem. Det er rigtigt, at økonomien i samfundet er på vej frem. Ledigheden er på vej ned, beskæftigelsen er på vej op. Så økonomien i samfundet er på vej op. Men de offentlige finanser - det er jo den anden side af medaljen - er under pres og vil være det de kommende år.«